‘Fit for 55’-pakken forstærker EU’s klimaindsats, men den bidrager ikke til at overholde Parisaftalen
Europa-Kommissionen har netop udgivet sin længe ventede klimaplan. Formålet er at bidrage til at bremse klimaforandringerne, men ambitionerne mangler. De overordnede målsætninger skal forøges, hvis vi skal kunne holde den globale opvarmning til under 1,5 grader, hvilket vi har lovet at gøre i Parisaftalen.
15. juli 2021 I Frederik Sandby
Klimabevægelsen i Danmark er glade for at EU har valgt at forøge CO2-reduktionsmålet for 2030 fra 40 pct. til 55 pct. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er et politisk valgt reduktionsmål, som ikke binder sig til videnskabeligt udregnede klimamål. Et reduktionsmål som overholder Parisaftalen, og som sørger for at EU giver sit ligelige bidrag til at forhindre en 1,5-graders opvarmning, bør som minimum være 65 pct. i 2030.
Vi skal handle effektivt og resolut hvis vi skal begrænse yderligere ødelæggelser og klimakatastrofer. Kampen for at bremse den globale opvarmning til 1,5°C er altafgørende. Vi ved at yderligere opvarmning kan udløse katastrofale klimatiske feedback-elementer. Hvis først disse feedback-elementer udløses, vil vi som menneskehed ikke længere kunne kontrollere planetens udvikling.
Jorden vil blive forvandlet til et meget ugæstfrit sted at bo for mennesker. Med EU’s målsætning om 55 pct. reduktion i 2030 vil vi stadig opleve en 2,5 graders opvarmning i det 21. århundrede, hvilket ikke beskytter jorden mod katastrofale feedback-elementer.
Flere europæiske studier har vist at det er muligt at nå en 65 pct. reduktion i 2030, men det vil kræve stærkere EU-lovgivning end det vi ser nu. Det er særligt vigtigt, at EU håndhæver forureneren betaler-princippet, sådan at alle virksomheder og interessenter kan planlægge deres virke ud fra det princip, at det ikke længere kan betale sig at forurene.
En god nyhed er dog, at Fit for 55-pakken introducerer implementeringen af en europæisk klimatold, hvorved det vil være muligt at tolde udenlandske varer på baggrund af den bagvedliggende klimabelastning. Det bliver et vigtigt redskab i kampen mod klimaforandringerne.
EU’s klimaplan har væsentlige mangler
For at leve op til Parisaftalen, bør Fit for 55-pakken stoppe investeringen i fossile brændsler, industriel animalsk landbrug og afbrænding af biomasse. Sandheden er dog nok, at ikke et eneste af disse vigtige skridt vil blive implementeret med Fit for 55-pakken.
Mange virksomheder vil omstille fra kul til gas, da det er billigt, selvom det kun har en ubetydelig lille klimagevinst. Det er også en tendens vi også kan se herhjemme hvor klimaminister Dan Jørgensen har valgt at godkende en gasrørledning til de tyskejede sukkerfabrikker på Lolland-Falster, i stedet for at hjælpe dem med at elektrificere. På grund af pengestærke særinteresser, vil gas formentlig fortsat blive klassificeret som et ‘bæredygtigt virkemiddel’, selvom det er et af de tre klassiske fossile brændsler, som er kilden til klimakrisen.
Derudover tæller biomassen fortsat ikke med i CO2-regnskabet, selvom det i mange tilfælde kan være slemmere at brænde biomasse af end almindeligt kul. Det skaber en stor udfordring, da den klimaskadelige biomasse fortrænger etablering af ægte vedvarende energikilder.
Der er endnu ikke meldt ud omkring en ændring af denne regnemetode, hvorfor vi må antage, at Fit for 55-pakken fortsat vil gøre det muligt at skifte kul ud med biomasse, og dermed opnå en regnemæssig klimagevinst. Den reelle CO2-udledning vil dog være uændret, men enorme skovområder vil blive ryddet for at skaffe nok biomasse.
Politikerne har valgt endnu engang at sigte efter det politisk mulige, i stedet for det der realistisk kan skabe en klimasikker fremtid for os alle.
Frederik Roland Sandby
Sekretariatsleder
+45 2295 4047
sandby@klimabev.dk