Afslutningstale til Operation Klimahandling
“Klimaforandringerne er det største problem i vores tid og lige nu er det afgørende tidspunkt til at gøre noget ved det. Der er stadig tid til at tackle klimaforandringerne, men det vil kræve en hidtil uset indsats fra alle sektorer i samfundet.”
Sådan lød invitationen til Climate Action Summit 2019 fra FN, og sådan startede min åbningstale til Operation Klimahandling den 17. januar 2020.
Januar 2020. En simplere tid. En tid, hvor vi stadig stod med håb for en nyvalgt regering. En tid, hvor blækket på aftalen om klimaloven kun liiiige var blevet tør. En tid, der hurtigt blev erstattet med social distance, mundbind og albuehilsen.
Vi startede Operation Klimahandling ud med målet om at gå i dialog med ministrene for at se klimahandling i alle ministerier.
Men da vi efter lock down igen stod på gaden den 11. september var det tydeligt at mærke, at tiden havde ændret sig. Ikke kun fordi vi ikke længere kunne stå tæt eller møde hinanden med kram, men fordi vores lille gnist af håb for reel, tilstrækkelig klimahandling var blevet slukket. Gang på gang havde S-regeringen svigtet ved at give op på forhånd og komme ud fra forhandlingslokaler med intet andet end business as usual.
Ministrene i Socialdemokratiet har i 2020 vist os, at de ikke er opgaven værdig. Ministrene har vist os, at de ikke er interesserede i at udfordre status quo. Socialdemokraternes forgængere - som kæmpede bravt for lighed og retfærdighed - må vende sig i graven den dag i dag, når de ser, at deres efterfølgere har glemt, hvordan man gør op med et forældet, uretfærdigt og destruktivt samfund.
Men vi har forsøgt at skubbe på et parti, som har slået rødder i kviksandet der er business as usual i dag. Og tusind tusind tak til alle jer, der gang på gang er mødt op i Rigsdagsgården. Uden jeres uslukkelige tørst for klimahandling var vi ikke nået dertil, hvor dansk klimapolitik er i dag.
Operation Klimahandling slutter hvor det hele startede: Hos Mette Frederiksen i Statsministeriet. Og jeg har i dagens anledning samlet Operation Klimahandlings testamente. En medley over vores tour de ministerium, om man vil. For at binde en sløjfe på vores mange ministerievandringer, har jeg taget et udpluk fra taler og indslag, vi har oplevet her på gaden i 2020.
På vegne af Operation Klimahandling og vores mange, mange medarrangører efterlader vi - klimakrisebekymrede borgere - følgende testamente til vores siddende ministre:
Til statsminister Mette Frederiksen
Statsminister Mette Frederiksen behandler klimakrisen som et lille irritationsmoment, der sætter pletter på hendes ellers pletfrie visioner for Danmark. Ikke som den altoverskyggende krise, den er.
For det er egentlig også et spørgsmål om ansvar. Eller rettere sagt: Manglen derpå. Fordi når du, Mette, bliver ved med at give os skulderklap på skulderklap, så lægger du med hvert klap endnu et kilo af ansvar på vores skuldre. Når du roser, i stedet for at handle, fratager du dig selv ansvaret.
Du har et valg, Mette. Du får lov til at vælge, hvad historiebøgerne skriver om dig. Hvordan fremtidige generationer husker og dømmer dig.
FridaysForFuture
Til klimaminister Dan Jørgensen:
Kære klimaminister Dan Jørgensen, regering, politikere. Vi, Den Grønne Studenterbevægelse, beder om: Lad den danske klimapolitik gøre det nødvendige, tag ansvar for hele Danmarks klimaaftryk og sæt Danmark på verdenskortet som en førende grøn nation. Vi beder om en stærk klimahandlingsplan med reel handling. Ingen sovepuder, ingen overspringshandlinger og ingen halve løsninger. Det gælder denne tids største krise.
Den Grønne Studenterbevægelse
Til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke:
Læger for klimaets hovedbudskab i dag er, at “Klimakrise medfører sundhedskrise”, og heraf følger ikke, at “an apple a day keeps the doctor away”, men at “climate action today keeps the doctor away”.
Klimaforandringerne tegner til at blive den største trussel mod folkesundheden i det 21. århundrede. Magnus, du må tale højt til regeringen og politikerne: Sundhedsvæsenet vil blive løbet over ende under klimakrisen - det bliver meget dyrt.
Læger for Klimaet
Til transportminister Benny Engelbrecht:
Jeg VIL ikke flyve i en tid, hvor klimaforandringerne truer med at gøre jorden ubeboelig. Politikerne har ansvaret for at vende vores måde at se luksusvarer som flyveture på, så det ikke bliver en menneskeret, for det er det ikke. En jord at leve på er en menneskeret.
FridaysForFuture
Til boligminister Kaare Dybvad:
Det var for mig lidt som om, det der bæredygtighed egentlig ikke havde noget med arkitekturen, kunsten at gøre, og hvis det endelig var, så kunne man da altid plante et træ oven på bygningen senere. Heldigvis er jeg blevet klogere siden, bæredygtighed er ikke noget pjat, man kan tilføje senere.
Bæredygtig byggeri er noget, man bygger op fra starten.
Den Grønne Studenterbevægelse
Til udenrigsminister Jeppe Kofod:
Men det er verdens fattigste, der allerede nu rammes allerhårdest af klimaforandringernes konsekvenser. Punktum.
Folkekirkens Nødhjælp
Til social- og indenrigsminister Astrid Krag:
Fattige mennesker har gjort mindst ondt, men står mest for skud. Astrid skal forpligte sig på at arbejde så hårdt, hun kan (og det er meget hårdt) for at den grønne omstilling sker på retfærdig vis.
FridaysForFuture
Til justitsminister Nick Hækkerup:
Handling er først og fremmest nødvendig fra statens side for at beskytte både danskeres og andre folks rettigheder.
Danmark bør derfor for det første anerkende sin menneskeretlige forpligtelse til at reducere udledningen og leve op til Paris-aftalen.
Regeringen skal for det andet arbejde for beskyttelse af miljø og miljørelaterede menneskerettigheder i grundloven, ligesom en meget stor del af verdens stater og flere af vores nabolande har gjort.
Den Grønne Studenterbevægelse
Til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen:
Vores uddannelser sætter os ikke i stand til at håndtere kriserne, og hvor de burde gå forrest og vise vejen for et mere bæredygtigt samfund, holder de os i stedet fast i de gamle, usunde strukturer. Det skal vi have lavet om på. Det er naivt at tro, at vi kan skabe et bæredygtigt samfund, hvis ikke det spiller en central rolle på vores uddannelser. Hvis Ane vil vise, at hun og regeringen virkelig vil den grønne omstilling, skal der omgående sættes i gang med forandringerne.
Den Grønne Studenterbevægelse
Til erhvervsminister Simon Kollerup:
Sandt eller falsk, erhvervsminister Simon Kollerup?
I Danmark findes der en industri, der optager halvdelen af Danmarks areal, men skaffer kun et par procent af beskæftigelsen: SAND
XR taler selvfølgelig om kødindustrien. Halvdelen af Danmarks areal bruges til at dyrke foder.
Extinction Rebellion
Til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hermed en hilsen fra lærerne og fra eleverne.
Lærerne siger: Tak for at være minister for børnene. For at være minister for fremtiden. Grundskolen er og har altid været en grundsten i et af verdens bedste velfærdssamfund. Det er derfor tid til, at vi - den samlede danske skolesektor - sætter sejl og melder os ind i klimakampen.
Eleverne siger: Jeg har lært mere om klimakrisen til klimastrejker, end jeg har lært om den i skolen. Vi er ungdommen. Det er vores fremtid, det handler om, og vi bør have ret til og vi kræver at få undervisning om klimakrisen.
TeachersForFuture & FridaysForFuture
Til kirkeminister Joy Mogensen:
Vi kan ikke gøre kloden til at paradis, men vi kan administrere den, så der bliver meget mindre lidelse.
Sognepræst v. Frederiks Kirke
Til skatteminister Morten Bødskov:
Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer Morten Bødskov til at arbejde for ambitiøse CO2-skatter, der lader de største forurenere betale mest. Danmark har brug for en modig og visionær skattepolitik, der viser ud af klimakrisen, ulighed og en verden ramt af corona.
Mellemfolkeligt Samvirke
Til miljøminister Lea Wermelin og fødevareminister Mogens Jensen:
Danmark har en trist verdensrekord. Vi er verdens største producent af kød per indbygger.
Greenpeace Danmark
Alexandra Moltke lægger sin angst her i dag, hun vil ikke have den længere. Kære Dan, Lea, Mogens: I ved det allerede: Denne massakre, denne røvsyge iskolde kapitalisme vil ende. Om I vil det eller ej.
Dramatiker Alexandre Moltke
Til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen:
Nogle opstiller en falsk modsætning mellem grøn omstilling og velfærd. De siger, at job og økonomi ofres på det grønne alter. Dansk Magisterforening mener, at en sådan opfattelse står i vejen for retfærdig omstilling. Investerer vi i den grønne omstilling, er der mange jobs i det, Peter.
Dansk Magisterforening
Til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye:
Rundt om i verden forårsager klimakrisen stadig voldsommere tørker, oversvømmelser og orkaner, der skaber hungersnød, hjemløshed og ødelæggelse. FN vurderer, at i 2050 vil der være op til en milliard mennesker på flugt på grund af klimaforandringernes konsekvenser. En milliard på flugt. En milliard!
Klimabevægelsen i Danmark
Finansminister Nicolai Wammen:
Kom ikke her og sig, at der ikke er råd til den grønne omstilling! Folketinget kunne ændre budgetloven i morgen og skrue en høj, men delvis kompenseret CO2-afgift sammen og derved opstille et finanspolitisk Columbus-æg.
Roskilde Universitet
Til forsvarsminister Trine Bramsen:
Et gammel kinesisk ordsprog siger, at sult og lidelser følger i hærenes fodspor. Militærapparaterne sætter store klimafodaftryk i kampen om olie og intet af det skrives på angribernes klimaregnskab.
NOAH friends of Earth
Til kulturminister Joy Mogensen:
Kære kulturminister. Kære kulturminister. Kære Joy.
Klokken nærmer sig 12. På flere planer.
Klimaskuespillerne
Sådan lyder testamentet fra ministerievandringerne 2020. Og det er rigtigt: Klokken nærmer sig tolv. Vi står i begyndelsen af klimakrisen, og imens Mette Frederiksen udskyder klimahandling til fordel for at skabe frygt og utryghed blandt udvalgte befolkningsgrupper ved at fremme racisme og had til vores medmennesker, så visner vores jord.
Imens Dan Jørgensen på ægte post-kolonimanér prædiker “Vi er bedre end alle andre”, så bliver millioner af mennesker i det globale syd sendt på flugt på grund af klimakollapset.
Når alt dette er tilfældet, så er det ret svært at holde på formerne, når man på Socialdemokratiets hjemmeside læser: “Vores mål er stadig frihed, lighed og solidaritet - for alle”.
Fordi Mette udviser ikke solidaritet med menneskerne, der lider under klimakrisen i dag. Mette viser ikke solidaritet over for kommende generationer, hvis hverdag bliver pandemier, klimakrige, katastrofer og hungersnød. Med Mettes mangel på interesse for at bremse klimakrisen bryder hun med sit partis gamle mål og hun viser tydeligt, at det er nyttesløst at lede efter håb i hendes ministerier.
Og jeg er ked af, at jeg i denne afslutningstale ikke inviterer til håb og handling.
Sandheden er, at jeg er i sorg. Jeg er i konstant sorg over tabet af liv, af uretfærdigheden og magtesløsheden. Jeg sørger på vegne af de dyrarter, min nevø aldrig kommer til at opleve. Jeg sørger over at have set verden visne for øjnene af mig de sidste 28 år. Jeg sørger over mennesker på flugt, som bliver mødt med had og diskrimination i vores land, selvom det er os, der har størstedelen af ansvaret for klimakrisen.
Alle os, der er mødt op i dag, har mistet og vil miste, og det føltes upassende at slutte af i en let tone, som jeg ellers plejer at gøre, når jeg holder tale. Så derfor ville jeg slutte af med vrede mod en regering, der har dræbt mit håb her i den sjette masseuddøen.
Og jeg vil sige tak. Tak til jer, der har været med til at skabe et fællesskab baseret på vrede, sorg - men også handlekraft og mod i en verden, der gør det svært. I fortjener en kæmpe hånd, fordi I er med til at sige fra over for en regering, der svigter her, hvor klokken nærmer sig tolv. Tak.