Klimaet truer forsikringerne: Forstå hvordan brande i LA kan føre til en global økonomisk krise.

Måske tror du ikke på klimaforandringerne, men det gør dit forsikringsselskab, og din forsikring kan også forsvinde mellem hænderne på dig, som den gjorde for borgerne i Californien.

Forsikringen forsvandt lige inden katastrofen ramte

Få måneder før branden, der stadig raser i Los Angeles, mistede flere tusinde borgere deres husforsikring. Ophævet af forsikringsselskaberne selv. Borgerne kunne ikke længere få lov til at forny. Andre fik ubetalelige prisstigninger.

Årsagen ifølge selskaberne: “Rapidly growing catastrophe exposure” altså hurtigt stigende katastrofeeksponering, på grund af klimaforandringerne. Pludselig stod, ellers velhavende, mennesker uden husforsikring. Så kom ilden. Klimaforandringerne slog gnister, og deres hjem forsvandt i flammerne.

Kan du huske da to orkaner raserede over USA i efteråret? Det estimeres at hele 95% af skaderne fra orkan Helene ikke er dækket af forsikringer.

Forestil dig at stå alene tilbage med regningen.

Vil din forsikring også forsvinde?

Du tænker måske det kun er et amerikansk problem. Men det kan også ramme dig, i trygge Danmark.

Danske forsikringsselskaber har advaret om højere priser generelt og risiko for huse uden forsikring, hvis ikke politikerne tager klimaforandringerne alvorligt og handler nu:

- Hvis vi ikke klimatilpasser vores land og bliver ved med at bygge de samme steder, som vi gør nu, så bliver det umuligt at forsikre sig, udtaler brancheorganisationen Forsikring & Pension til TV2 

Alene i 2023 brugte forsikringsselskaberne cirka tre milliarder kroner på klimabetingede skader. Og denne nye slags skader dem kommer der flere og flere af. Forsikringspriserne stiger allerede generelt og på sigt vil nogle huse ikke længere kunne forsikres.

- Det er måske en af de største fejl, vi som samfund har begået. Vi tænker, at det her med klimaforandringer, det er i 2050, men det sker nu. Vi kommet alt for sent i gang med at klimasikre vores boliger og vores infrastruktur, siger Kent Damsgaard fra Forsikring og Pension til DR.

Også direktør for Alm. Brand, Rasmus Werner Nielsen, advarer:

- Hvis vi ikke handler nu, er jeg bekymret for, om scener i Thomas Vinterbergs nye serie “familier som vores” kan blive mere end blot fiktion. Fremtiden kommer nemlig altid hurtigere, end vi tror – og vi har ikke råd til at vente.

På den måde ser situationen i USA ud til at være en varsel for, hvad danske borgere risikerer.

Forsikringskrise kan føre til global økonomisk krise

Men klimaforandringernes effekter på forsikring stopper ikke, ved dem der pludselig ikke kan forsikre deres bolig: Det kan føre til en global økonomisk krise.

'Den klimadrevne forsikringskrise er her – og den bliver værre' hedder en rapport fra december, udgivet af det amerikanske senat, som advarer om netop denne situation:

  •  Mere ekstremt og uforudsigeligt vejr, får forsikringspriserne til at stige eller blive utilgængelige.

  • Kan du ikke få forsikring, vil værdien af dit hus falde voldsomt.

  • Uden forsikring kan du ikke få et realkreditlån.

  • Sker det for mange huse samtidig, kan det føre til et kollaps i huspriser.

  • Faldende huspriser kan udløse en økonomisk krise.

Drastisk faldende huspriser i USA, var præcis det som skabte den globale finanskrise i 2008.

Skaderne ved brandene i LA er estimeret til at løbe op i 1800 milliarder kroner. Selvom langt fra alt bliver dækket af forsikringsselskaber, så vil den øget omkostning hos de i forvejen presset forsikringsselskaber. Det vil sætte fut i tendensen med prisstigninger og steder uden dækning.

Nogen kommer til at betale regningen, og medmindre vi sammen kræver at det er forureneren (bl.a. olieselskaberne) betaler, så bliver det sikkert dig - direkte eller indirekte.

Se her hvordan klimakrisen driver udviklingen i forsikringspriser og huse der ikke længere kan forsikres i USA:

Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt.

Forrige
Forrige

Landsmødet: 2025 handler om kommunalvalget og klimaloven

Næste
Næste

Håb som drivkraft til handling i en kaotisk tid?