Klimakrisen kræver en hurtig og retfærdig udfasning af fossile brændstoffer
Ny rapport udstiller Danmarks ringe indsats for at begrænse produktion af olie og gas. Den viser også hvornår verdens lande må stoppe udvinding af fossile brændstoffer, for at opnå 1,5 grader-målet på en hurtig og retfærdig måde.
Frederik Sandby, 4. Januar 2024
Klimakrisen kræver en hurtig og retfærdig udfasning af fossile brændstoffer
På COP28 i Dubai har Civil Society Equity Review udgivet en rapport der giver fornyet indsigt i hvornår hvilke lande skal stoppe udvindingen af fossile brændsler for at sikre global klimaretfærdighed.
Rapporten, An Equitable Phaseout of Fossil Fuel Extraction, understreger endnu engang, at det ikke er nok at reducere CO2-udledningen, hvis udvindingen af kul, olie og gas fortsætter som hidtil. Det er altså afgørende, at vi handler hurtigt for nedtrapningen af fossile brændstoffer og overgår til vedvarende energi - noget som de fleste med en vis indsigt i klimakrisen efterhånden er enige om. Som analyseinstituttet Oil Change International har påvist, så skal mere end 60 pct. af de eksisterende olie-, gas- og kulreserver forblive i undergrunden, hvis vi vil undgå katastrofal opvarmning.
Danmark skal stoppe udvinding af olie og gas i 2032
Rapporten viser vejen mod en mere retfærdig klimaindsats. Som et veluddannet, teknologisk avanceret samfund bør Danmark tage ansvaret alvorligt og være blandt de første til at levere en ambitiøs, global omstilling væk fra fossile brændstoffer. Det betyder helt konkret, ifølge rapporten, at Danmark skal stoppe udvinding af olie og gas i 2032. Rapporten er et glimrende eksempel på hvorfor den alliance som Dan Jørgensen startede i 2021, Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), samt Nordsøaftalen, er for uambitiøs, når målene her først er at stoppe olie- og gasudvinding i 2050.
Fossil udvidelse resulterer i værdiløse aktiver og milliardgæld
Enhver udvidelse af den fossile infrastruktur i dag vil blot resultere i værdiløse aktiver, der efterlader samfund og skatteydere med milliardgæld og en opvarmning langt over de internationalt aftalte 1,5 grader. Det er mildest talt uansvarligt, når velstående lande, herunder Danmark, stadig godkender nye oliefelter, og det er i det lys man skal vurdere regeringens intention om at godkende nye olie- og gasfelter i Nordsøen.
Hvordan gør vi det retfærdigt?
En hurtig udfasning stiller spørgsmål til retfærdigheden i processen, hvilket rapporten fornuftigt tager op. Der foreslås her fem grundlæggende principper: menneskerettigheder, 1,5 grader-målet, en retfærdig omstilling, tilpassede frister for lande med størst afhængighed og en retfærdig fordeling af omkostningerne. Det er med andre ord en nuanceret analyse af, hvordan vi med øje for både de planetære begrænsninger og menneskelig retfærdighed kan samarbejde globalt for at forhindre et klimakollaps.
Danmark bør stoppe udvinding som de første - andre får lidt mere tid
Ved at kvantificere fossilafhængighed og foreslå tidsfrister, belyser analysen desuden, hvad en hurtig og retfærdig omstilling kræver. Velstående lande med lav afhængighed som USA, Storbritannien og Danmark bør stoppe udvindingen tidligt i 2030'erne. Fattigere lande med høj afhængighed tildeles mere tid, men kun hvis rigere lande yder hundredvis af milliarder årligt til omstillingen.
Danmark har de økonomiske og teknologiske forudsætninger til at gennemføre en omstilling, der samtidig beskytter arbejdere og fattige. Olie-, kul- og gassektoren udgør under 1% af dansk beskæftigelse. Vores velfærdssamfund betyder desuden, at selv midlertidige jobtab kan håndteres. Samtidig har vi set, hvordan vind- og solenergi allerede i dag dækker over halvdelen af vores elforbrug. Med den rette politik og investering kan Danmark gå foran som et foregangsland.
Hurtig udfasning kræver klimafinanciering
Men en hurtig udfasning kræver også, at Danmark leverer sin del af klimafinansieringen, og ikke blot flytter penge fra udviklingsbistanden. Sammen med resten af EU bør vi ifølge rapporten bidrage med mindst 20 pct. af støtten til omstilling i fattige og fossilafhængige lande. Det svarer til milliarder årligt og er en nødvendig investering i bæredygtig udvikling globalt.
Der findes ingen enkle svar på klimakrisen, men dette slags rammeværk er, hvad retfærdighed kræver - en gennemsigtig og empirisk funderet analyse, der foreslår at beskytte arbejdere og truede lokalsamfund, samtidig med at 1,5 grader-budgettet overholdes. Rapporten understreger især, at en global og hurtig udfasning kun er mulig gennem ambitiøs klimafinansiering og samarbejde mellem nationer. Hvis lande tager dette syn på samarbejde og ansvar alvorligt, kan vi gå fra diskussion til handling på et problem, der truer os alle.
