Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale på landbruget!

Store aftaler har det med at skabe en fastlåst situation i årevis. Har den grønne trepart lave ambitioner, vil det smitte af på miljø- og klimaindsatsen mange år frem.

Derfor bifalder Klimabevægelsen ny udmelding fra flere partier.

Mens vi  stadig venter på den "grønne trepart" (som ikke er grøn og har hele 7 parter), er der nu gode udmeldinger fra tre partier om afgiften på landbrugets klimaforurening.

Og det er vigtigere for dig, end du tror, at landbruget får en høj CO2-afgift. Med en dårlig aftale, hænger du og resten af samfundet nemlig på en voldsom regning, uden at vi løser landbrugets grundlæggende klima- og miljøudfordringer.

Sjælden erkendelse - frivillige aftaler virker ikke

For nylig oplevede vi noget, som desværre ikke sker så tit: en politiker, som erkender sit svigt.

For et par uger siden erkendte Lars Løkke til Politiken, at han begik en fejl med landbrugsaftalen, som han som statsminister sad i spidsen for i 2015. Han erkendte, at de frivillige aftaler fra dengang ikke har virket, og at der nu er brug for mere håndfaste instrumenter for at tackle landbrugets forurening.

Lars Løkke har ret: Aftalen var en katastrofe, som betød, at landbruget ufortrødent kunne fortsætte med at udlede kvælstof til vores vandmiljø. År for år.

Selv om hans erkendelse kommer temmelig sent, kommer den også på et afgørende tidspunkt, forud for kulminationen på den grønne trepart, hvor syv parter lige nu forhandler om en CO2-afgift og omstillingen af dansk landbrug, heriblandt regeringen, Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og Danmarks Naturfredningsforening.

Det er ikke overraskende, at Landbrug & Fødevarer sidder med ved bordet. Men vi beder til, at regeringen trækker på Lars Løkkes lange erfaring og et tabt årti, hvor der ikke er blevet handlet: Skiftende regeringer har i årtier i store træk ladet Landbrug & Fødevarer skrive landbrugspolitikken, og det har kostet os et hav, har ødelagt vores natur og har været med til at skabe et landbrug, som er i kronisk krise. Det står klart, at vores fremtid ikke har brug for endnu et dårligt kompromis i forhandlingslokalet med Landbrug & Fødevarer.

Hælder laveste afgift ned af brættet

Derfor er det yderst positivt at SF, Radikale og De Konservative klart siger fra overfor den laveste afgiftsmodel på 125 kr. pr. ton.

 "Der er tale om en model, som dybest set baserer sig på for lidt afgift og for meget håb, og som samtidig sender den størst mulige regning til resten af samfundet, hvilket jo i sidste ende enten fører til højere skat eller dårligere velfærd"

- Udtaler Signe Munk, politisk ordfører fra SF.

Mona Juul, formand for De Konservative, gør det klart at det afgørende er om afgiften virker:

"det giver sig selv med den laveste afgift i de her modeller, at der risikerer vi, at den ikke giver nogen effekt. Og derfor giver det ikke mening at arbejde videre med den model".

Juul udtaler derudover, at hun umiddelbart ikke kan se nogen grund til at landbruget ikke skal have samme afgift som industrien på 750 kr.

Uacceptabelt at lave en CO2-afgift med den laveste afgift, siger Radikales Samira Nawa:

"Vi skal sikre mindre udledning, mindre animalsk produktion og mere vegetabilsk produktion. Det har vi en enestående chance for nu, og vi svigter vores ansvar, hvis vi vedtager en alt for lav afgift,"

Stor opbakning til de tre partier skal lyde fra os i Klimabevægelsen.

Vi ved heldigvis udmærket, hvad der skal til:

Den klart billigste og langt mest effektive omstilling af landbruget for Danmark vil være den højeste klimaafgift, som er fremlagt af Svarer-udvalget.

Den såkaldte Model 1, som betyder at Landbruget skal betale 750 kr. pr. ton CO2.

• Det vil være afgørende for at nå regeringens egen ambition om at reducere landbrugets udledninger i 2030 med 55-65 procent – foruden at Danmark skal blive CO2-neutral i 2040.

• At få et rent og sundt havmiljø vil kræve, at vi udtager lidt under en fjerdedel af landbrugsarealet frem mod 2030. Det vil også være nødvendigt for, at Danmark lever op til sine EU-forpligtelser i det såkaldte vandrammedirektiv, som vi efter mange års nøl er håbløst langt fra at kunne opfylde.

• Med udtaget af landbrugsjorde kan vi også sikre, at 30 procent af Danmark i fremtiden er natur – som vi i øvrigt også er forpligtet til af internationale aftaler.

Det er ikke mindst de ting, som den grønne trepart skal måles på, om den leverer. Dét er barren – ikke om landbrugslobbyen er glad for aftalen.

Hellere ingen aftale, end en dårlig

En dårlig aftale for den grønne trepart er værre end ingen aftale. For aftaler har det med at skabe en fastlåst situation i årevis og lægge låg på diskussionen. Det så vi med landbrugsaftalen fra 2015, som har lagt et fejlslagent spor for dansk landbrugspolitik i snart et årti.

En afgift på mindst 750 kr. pr ton CO2 er en beskeden pris, men det gør, at vi som samfund sparer milliarder, beskytter tusindvis af arbejdspladser, og at landbruget rent faktisk omstilles, da alle pengene føres direkte tilbage til landbruget alligevel, men med krav om at de bruges på grønne tiltag.

De milliarder som spares ved at bruge denne model, kan eksempelvis bruges på at redde vores sundhedsvæsen og sætte gang i den grønne omstilling.