Når eliterne bliver enige, går det sjældent godt for klimaet
Den grønne trepartsaftale er forhandlet af eliteinteresser uden om folkevalgte, og fokuserer på intensivering af landbruget og kompensation til landmænd fremfor en effektiv CO2-afgift. Aftalen tilgodeser en snæver elite fremfor klimaet og det brede flertal, hvilket rejser spørgsmål om demokratiets rolle, når så vigtige beslutninger træffes bag lukkede døre.
16. oktober 2024
Kolja Dahlin, demokratirådgiver hos We Do Democracy
Ariel Storm Lokzinsky, engagementsleder i Klimabevægelsen
Alberte Skriver, netværkskoordinator hos Bloxhub
Den grønne trepartsaftale er lige nu til forhandling mellem regeringen og Folketinget. Her i efterårsferien er der dog en kort pause i forhandlingerne. Hvor meget, der egentlig har været til forhandling indtil videre, kan være svært at gennemskue. Det skyldes, at den grønne trepartaftale allerede er blevet forhandlet. Bare ikke af vores folkevalgte politikere, men i stedet af organiserede eliteinteresser.
Den aftale, som de blev enige om, er de naturligt ikke interesserede i, at de folkevalgte rykker ved. Den helt store udfordring er imidlertid, at det ikke er nogen garanti for en god aftale, at den er forhandlet af en række organisationer, der alle sammen har egen vinding for øje.
Den grønne trepart rejser for os derfor tre vigtige spørgsmål. Hvad betyder det for vores fremtidige landbrugs- og klimapolitik, at aftalen allerede er forhandlet af samfundets organiserede interesser, inden politikerne begynder at forhandle? Hvordan er det tidligere gået, når aftaler er blevet forhandlet af eliten? Og hvor stiller det vores demokrati, når de vigtigste spørgsmål bliver forhandlet i lukkede rum af snævre eliterepræsentanter?
Flere grise på mindre plads
Den grønne trepart blev nedsat af regeringen i 2023 med det formål at lade interessenter som Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening nå frem til et fælles udspil for en CO2-afgift for landbruget.
Aftalen blev præsenteret i juni, og den var ifølge forhandlingsparterne afstemt ned til mindste komma. De nuværende forhandlingsprocesser i Folketinget kommer derfor, ifølge Lars Løkke Rasmussen, ikke til at ændre på aftalens indhold. Så hvad består denne velafstemte aftale af?
Den består kort sagt af en intensivering af landbrugets nuværende produktionsmetoder på et mindre areal. Med et bundfradrag på 60% lander CO2-afgiften på sølle 120 kr/ton, der først skal indfases i 2030. Det er langt under både de økonomiske vismænds og Klimarådets anbefalinger på henholdsvis 1.200 og 1.500 kr/ton.
I stedet for at bruge sit givne mandat til at forhandle en CO2-afgift, har treparten i langt højere grad valgt fokuseret på at udtage jord, der skal omlægges til natur. Helt præcist foreslår Grøn Trepart en udtagning af 400.000 hektar landbrugsjord.
Med et ønske om at der “skrues op for udbyttet på de øvrige, robuste landbrugsarealer” signalerer treparten, at der skal prioriteres en højteknologisk intensivering af den animalske produktion på de tilbageværende arealer med tiltag som nye staldanlæg, bovaer og biokul.
Treparten opfordrer direkte til, at man ikke lukker sin husdyrproduktion, men i stedet omlægger fra bøvsende kvæg til højeffektiv svineproduktion. Det skal kunne “betale sig at omstille sig – og ikke lukke,” som det er formuleret i aftalen.
Aftalen har afsat 40 milliarder skattekroner til at gennemføre sine mål, og disse penge skal bl.a. bruges til at opkøbe jord fra danske landmænd.
Aftalen om opkøb er ganske frivillig, men de landmænd der indvilliger kan se frem til at modtage tårnhøje kompensationspriser for deres jorde, mens provenuet fra den beskedne CO2-afgift føres tilbage til udbygning af nye højteknologiske staldanlæg.
Som prikken over i’et, skal Danmark i fremtiden sikre svineproduktionen med en ny slagtepræmie, der vil understøtte en fortsat øget kødproduktion på dansk jord.
Eliternes aftaler
Kan vi dermed betragte oprettelsen af den grønne trepart som et innovativt greb til at løse et komplekst samfundsproblem? Det ser fra ovenstående gennemgang ikke ud til at være tilfældet, og den politiske danmarkshistorie indeholder flere eksempler på aftaler, hvor magtfulde interesser har sat et stort aftryk, uden at tage hensyn til den brede befolknings interesser.
For at blive i landbruget kan man eksempelvis starte med at se på de vigtige landboreformer i slutningen af 1700-tallet. Den store landbrugskommission blev nedsat 1786 og bestod hovedsageligt af godsejere og embedsmænd. Kommissionens opgave blev at reformere landbruget.
Trods oplysningstiden og reformvillighed blandt eliten, var der dog naturlige begrænsninger for, hvor langt de var villige til at gå. Samlet set opnåede reformerne ganske vist at effektivisere landbruget betydeligt og ophæve nogle af de mest groteske forhold mellem godsejer og fæstebonde.
Fæstebonden var ikke længere bundet til sin jord, og var ikke længere tvunget til at arbejde for godsejeren. Men den jordløse underklasse skulle betale prisen. Eller som Asbjørn Romvig Thomsen opsummerer i Kampen om jorden (2023): “Hvor gårdmandsstanden og efterhånden også godsejerne kom styrkede ud af landboreformperioden, blev de jordløse efterladt på perronen” og dømt til at udgøre “billig arbejdskraft både på gårdene og på de tidligere herregårde”.
Et andet eksempel er oprettelsen af EF og senere EU-samarbejdet, der sikrede bedre betingelser for samhandel mellem europæiske lande. Igen var det dog de store virksomheder på europæisk plan, som havde mest at vinde ved den øgede adgang til det fælles europæiske marked. Samhandlen åbnede nemlig også op for social dumping, hvor arbejdernes lønvilkår kom under pres under den øgede europæiske konkurrence.
De helt store tabere blev dog fattige lande uden for EU, hvis konkurrenceevne på det frie marked blev smadret af EU’s massivt statsstøttede landbrugsvarer. Lande uden for EU er sidenhen blevet fastholdt i en perifer rolle som leverandør af råstoffer til EU’s industri uden store økonomiske gevinster.
I dag er der tusindvis af lobbyister ansat i Bruxelles, der primært arbejder for store europæiske virksomheders økonomiske særinteresser.
Denne type store reformer og aftaler rykker ganske vist samfundet videre, men ofte efterlades mange folk på perronen. Når eliter bliver enige om et stort politisk fremskridt, er det ikke overraskende ofte med en betingelse om at fastholde en vis grad af sine privilegier.
Fremskridt har typisk en social og økonomisk pris, men det er sjældent eliten - eller forureneren - der betaler denne pris.
Eliternes bytte bytte købmand
I nutiden er vores største politiske udfordring klimakrisen, og her risikerer en elitepræget aftale ikke blot en uacceptabel fastholdelse af ulighed, men tillige en irreversibel dødsdom af naturen og vores livsgrundlag.
I historiens klare skær kommer det desværre ikke som nogen overraskelse, den grønne trepart, en aftale forhandlet af eliten, tilgodeser de få.
Rundt om forhandlingsbordet har hver organisation kæmpet for deres særegne interesser og ikke det fælles bedste. Dette fornemmes tydeligt, hvis man dissekerer aftalens delelementer.
Da ingen klimaorganisationer har siddet ved forhandlingsbordet, repræsenterer Danmarks Naturfredningsforening som de eneste de brede grønne interesser. DN indgik allerede i 2021 en aftale med Landbrug & Fødevarer om frivillig udtagning af 100.000 hektar lavbundsjorde - en aftale der har haft meget ringe effekt. I treparten har DN igen prioriteret sine medlemmers naturglæde, hvilket ses i aftalens punkt om mere frivillig udtagning af marker til natur. DN’s præsident Maria Gjerding udtalte endda forud for forhandlingerne, at hun ingen røde linjer havde i forhandlingen af en CO2-afgift.
Det må have glædet L&F, der gik til forhandlingerne med et erklæret mål om at udvikle og ikke afvikle erhvervet. Med andre ord: At forhandle CO2-afgiften så langt ned, at den ikke ville lukke nogle husdyrbrug. Og det mål lykkedes i sådan en grad, at landbrugets egne konventionelle kvægproducenter kalder aftalen “ikke så ringe endda”. Derudover er det lykkedes L&F at omgå forureneren betaler-princippet i spørgsmålet om landbrugets kvælstofudledninger. I stedet skal 40 mia. skattekroner bruges på at frikøbe marker fra gødskning, plov og sprøjtegifte.
Slutteligt har Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal og Dansk Industri kæmpet for arbejdspladserne og innovationen på landet. 10 mia. er afsat til investeringer i pyrolyse, der naturligt vil øge beskæftigelsen inden for udvikling af den nye tvivlsomme teknologi. En permanent gebyrafløftning hos slagterierne på 45 mio. årligt samt en ny slagtepræmie skal sikre jobs og grise i slagterierhvervet.
Så nu er både landmænd, slagteriarbejdere og de naturbegejstrede tilfredse. Alle har vundet i trepartens bytte bytte købmand. Men hvad med det klima, som treparten blev sat i verden for at forbedre via en CO2-afgift?
De Økonomiske Vismænd, Klimarådet og Svarer-udvalget påpeger alle, hvordan en høj CO2-afgift vil være langt den billigste og mest effektive måde at reducere landbrugets udledninger på, uden at Danmarks samlede beskæftigelse falder. Samtidig har landbruget igen og igen bevist, at frivillige aftaler ikke fungerer. Et faktum DN selv har påpeget.
Den grønne trepart fejler derfor i at levere de nødvendige og modige beslutninger, der ville føre os i mål med vores klimareduktioner, fordi ingen af de involverede havde interesse i en CO2-afgift. I stedet skulle kagen meles for egne medlemsinteresser. Aftalen er derfor utilstrækkelig, og rejser ydermere et alvorligt spørgsmål. Hvad betyder det egentlig for vores demokrati, at denne eliteforhandlede aftale lige nu står til at stryge gennem Folketinget?
Elitesamarbejde er noget andet end demokrati
Hvis man ser bort fra, at medlemmerne kom fra håndplukkede organisationer, er den grønne trepart på mange måder et klassisk studie i lokalt demokrati inde i forhandlingsrummet hos Økonomiministeriet, hvor parterne har mødtes. Deltagerne har lyttet til hinanden, udvekslet synspunkter og til sidst kommet frem til, hvad de på tværs af deres forskellige interesser kunne blive enige om.
Det er vigtigt, at man kan mødes på tværs af uenigheder og finde gode kompromisser i et demokrati. Men fra vores perspektiv, så er det ikke tilstrækkeligt til, at vi kan kalde den grønne trepart demokratisk.
Der er nemlig et andet spørgsmål, som presser sig på. For hvem repræsenterede dem, der sad rundt om bordet, egentlig? Og skal helt almindelige danskere, der ikke er DN-medlemmer, slagteriarbejdere eller landmænd, ikke også være med til at forme vores landbrugspolitik?
Kigger vi lidt nærmere på det, så sad Landbrug & Fødevarer og repræsenterede sine 22.000 medlemmer. Overfor dem sad Fødevareforbundet og repræsenterede 20.000 medlemmer. Rundt om bordet sad også Dansk Metal og de 105.000 smede, som de repræsenterer. Danmarks Naturfredningsforening var også med og de repræsenterede 135.000 medlemmer. Dansk Industri repræsenterede 20.000 medlemmer.
Alt i alt havde regeringen inviteret parter til forhandlingsbordet, der repræsenterede 260.000 borgere og 42.000 landbrug og andre virksomheder. Det er et stykke fra at repræsentere hele Danmarks befolkning. Mere præcist svarede det til, at forhandlerne repræsenterede lidt under 8% af de vælgere, der stemte til sidste folketingsvalg.
Det er derfor væsentlig at forholde sig til, om de resterende 92% af vælgerne, hvis de havde haft en repræsentant med ved bordet, var kommet frem til en aftale, hvor helt almindelige skatteborgere skal kompensere landmændene for udledningerne.
Når politik bliver forhandlet på plads af eliten i et lukket rum, giver det altså god mening, at de ikke nødvendigvis har det brede Danmarks interesser for øje. I stedet er det forhandlernes medlemmer, der står til at vinde på den grønne treparts store arbejde.
Det er fra vores perspektiv en tydelig demokratisk udfordring, at landbrugspolitiken ender som en gaveregn over den grønne treparts eliteinteresser, hvor der ikke har været plads til det store flertal af danskernes perspektiv.
Lad folket bestemme
I 2019 besluttede en række partier sig for at nedsætte et klimaborgerting. Her skulle 99 helt almindelige danskere, der repræsentativt afspejlede befolkningen, komme med forslag til regeringens klimapolitik. I modsætning til den grønne trepart, hvor man blot inviterede vennerne, var medlemmerne i borgertinget tilfældigt udvalgt blandt befolkningen. Dette sikrede at man fik mange forskellige stemmer i lokalet. Det var altså en gruppe borgere, der afspejlede hele den danske befolkning i alt sin forskellighed.
Dykker vi ned i deres arbejde, så er det et andet billede end den grønne trepart, der tegner sig. For eksempel mener hele 71% af medlemmerne af klimaborgertinget, at det animalske landbrug skal reduceres. 65% mener i øvrigt at det også er vigtigere at levere på klimareduktioner end at Danmark fortsat har økonomisk vækst. Det er en meget anden type landbrugspolitik end den, der bliver lagt op til i den grønne trepartsaftale.
Vi opfordrer derfor vores folkevalgte politikere til at bruge efterårsferien på at tænke sig grundigt om. Ellers får vi en landbrugspolitik, der primært gavner en lille del af befolkningen på bekostning af flertallets interesser. Hvis vi førte en landbrugspolitik, som den brede befolkning ønskede, ville vi i hvert fald undgå at forveksle et elitekompromis med en egentlig demokratisk beslutning. Det kunne vi for eksempel gøre ved at droppe den grønne trepartsaftale og lade forhandlingen foregå i vores repræsentative demokrati på baggrund af klimaborgertingets anbefalinger. På den måde ville vi uden om eliteinteresser kunne vurdere, om det virkelig kan være rigtigt, at almindelige danskere skal betale 40 mia. for et landbrug, der producerer endnu flere dyr på endnu mindre plads, og ikke i tilstrækkelig grad tager hånd om den klimakrise, der truer os alle.