Alexandra Freltoft har dykket ned i trepartsaftalen og deler her sine bekymringer om konsekvenserne ved bundfradraget.

Alexandra Freltoft, ingeniør og arbejder med grøn omstilling, 07 oktober 2024

Da den grønne trepart endelig slog døren op i juni med en “Aftale om et grønt Danmark”, havde jeg ventet længe. Som årene er gået er mine forventninger steget, og jeg har drømt om en aftale med store visioner!

Visioner om et landbrug, hvor markerne bugner af mad til mennesker, hvor de dyr, vi har ansvar for, kommer ud under åben himmel og bliver en aktiv del af økosystemet, og hvor nye plantebaserede fødevaretyper virkelig får vind i sejlene og stryger ind på det globale marked. Men i takt med, at jeg er dykket længere ned i aftalen, er mit humør gået fra begejstring til bekymring.

Lad os starte med begejstringen: Jeg er grundlæggende begejstret for, at der indføres en afgift på den animalske produktion, så landbruget følger princippet om at forureneren betaler.

Men jeg er bekymret for at strukturen i afgiften skaber et incitament til at øge og intensivere det industrielle dyrehold, med alle de problemer det medfører. Der er som jeg ser det to vigtige mekanismer, der fastholder det industrielle dyrehold.

Et bekymrende bundfradrag

Sammen med den famøse CO2e-afgift indføres der også et bundfradrag på udledninger fra husdyr. Fradraget er på “60% af den gennemsnitlige udledning fra den givne dyretype”. Lad os lige oversætte det til menneskesprog. Bundfradraget betyder, at hvis man har reduceret udledningerne fra ens køer med 40% i forhold til en “almindelig ko”, så er man afgiftsfritaget.

Det kan betyde at et landbrug, med få køer under åben himmel kan risikere at betale mere i afgift end et kæmpe landbrug med tusindvis af køer i industristalde, der tilsammen udleder langt mere. For hvis bare udledningen fra hver enkelt ko ligger under fradragsgrænsen, er hele bedriften afgiftsfritaget. Christian Lund, kvægformand i Landbrug & Fødevarer, fortæller i podcasten KvægLyt, at han ikke kommer til at betale klimaafgiften for sin kvægbesætning, fordi han giver sine køer fodertilsætning og afleverer gyllen til et biogasanlæg.

Derudover står der i aftalen at provenuet fra afgiften skal finansiere teknologiske løsninger inden for den animalske produktion. De fritgående dyrehold rammes altså hårdest af afgiften, men får ikke glæde af tilbageførslen, fordi man ikke kan lave teknologiske fix af naturen. Tværtimod er der et incitament til at lukke dyrene inde i højteknologiske staldanlæg, hvor metanen ikke kan slippe ud og hvor solen ikke kan slippe ind. Man kan godt fornemme at dyrenes beskyttelse, økologisk landsforening eller repræsentanter for regenerative landbrug ikke har været inviteret med til forhandlingerne.

Påfaldende proportioner

En anden bekymring der vokser i mig, imens jeg dykker ned i aftaleteksten er de beløb, der er afsat til forskellige initiativer. Lad os lige tage et par nedslag.

Der afsættes svimlende 10 milliarder kroner til at lave biokul i pyrolyseanlæg frem mod 2045. (der står milliarder - ikke millioner!) Det synes jeg er et voldsomt stort beløb at kaste efter en helt ny teknologi. Men man må forstå at biokullet, potentielt kan lagre CO2, og når regeringen nu har valgt at beholde alle grisene og køerne, skal vi bruge noget, der kan lappe et hul i klimaregnskabet. Her er det værd at bemærke, at pyrolyse er en meget umoden teknologi. Der er tre demonstrationsanlæg under opførsel, og som der står i aftaleteksten venter vi stadig på at "de igangværende forskningsprojekter dokumenterer reduktionseffekterne". Vi ved altså slet ikke, om det virker! Derudover nævnes det også “at de miljømæssige konsekvenser af udbringning af biokul på marken [skal] afdækkes grundigt.”. Vi ved altså heller ikke, om det ødelægger fundamentet for vores fødevareproduktion, at sprede biokul ud på markerne. Den teknologi satser vi 10 milliarder på!

Til sammenligning er der afsat sølle 45 millioner kroner til plantebaserede fødevarer. (Her er det millioner, ikke milliarder). Planter er ellers en yderst velkendt teknologi, der har stort potentiale til faktisk at omstille fødevaresektoren på lang sigt.

Pyrolyse får altså tildelt over 200 gange så mange penge som plantebaserede alternativer til kød. “Alternative grønne proteinkilder” (som jeg antager er dyrket kød) er nævnt med et enkelt ord omme på side 40, som noget der har potentiale til at skabe vækst og arbejdspladser på sigt. Men der er ikke nogen intention om at støtte den udvikling i aftalen. Der skulle jo nødigt opstå en konkurrent til det industrielle dyrehold.

Derudover har slagteriforeningen lige fået sneget afgiftslempelser for 70 millioner kroner om året ind på næstsidste side i aftalen. Hvert eneste år får slagterierne altså dobbelt så meget støtte, som plastbranchen får i alt i hele perioden.

Der har tydeligvis heller ikke været repræsentanter fra plantebranchen til stede ved forhandlingerne.

Bekymrende blindgyde

Hvor er visionerne for fremtidens landbrug i Danmark? Zetland beskrev tidligere på året, hvordan vores industrielle animalske landbrug er en blindgyde, og med denne aftale bevæger vi os længere ned af gyden. Med aftalen fortæller vi unge landbrugere, at de trygt kan investere i højteknologiske staldanlæg, ja vi hjælper dem endda på vej med finansieringen. Imens investeres der milliarder i alternativer til kød i andre lande. En konkurrence de fancy staldanlæg fyldt med grise og køer umuligt kan vinde, på samme måde som hestevognen ikke havde en chance mod bilen.

Jeg er virkelig bekymret over denne aftale. Jeg er bekymret for den klimaudledning vi fastholder ved at holde hånden under den animalske produktion. Men jeg er også bekymret for alle de landbrugere, vi lokker længere og længere ind i blindgyden.