Rekruttering og fastholdelse
En af de største udfordringer ved foreningslivet er fastholdelse af frivillige. Som ny frivillig kan det være overvældende at komme ind i en stor organisation, især hvis man ikke ved hvad man skal, eller hvad der forventes af én. Som lokalgruppe kan man være nok så stærk i sin rekruttering, men uden en strategi for fastholdelse, falder de frivillige ofte fra igen. Her spiller fire ting en vigtig rolle i det gode klimalederskab.
1. Modtagelse og inddragelse
En velorganiseret og imødekommende modtagelse af nye frivillige er afgørende for at skabe et godt førstehåndsindtryk og motivere dem til at blive længere. Tydelig forventningsafstemning, etablering af mentorfunktioner og løbende opfølgning sikrer, at de føler sig velkomne og understøttede i deres rolle.
2. Gode relationer og fællesskaber
Klimasagen kan føles så vigtig at der ikke er tid til sociale arrangementer. Men erfaringen viser fællesskabet og de gode relationer blandt frivillige er en effektiv måde at forlænge deres engagement på. Det bidrager til en følelse af tilhørsforhold og giver mulighed for at udveksle erfaringer og støtte hinanden, hvilket styrker de frivilliges samhørighed og trivsel. Arranger f.eks. en sommerfest eller en julefrokost, eller planlæg en ekskursion til en relevant klimaaktivitet.
3. Brug anerkendelse som et redskab
Anerkendelse af frivilliges indsats er afgørende for at opretholde deres motivation og engagement. At give dem ejerskab, ansvar, synliggøre resultater og vise påskønnelse for deres bidrag er effektive måder at anerkende deres arbejde på og opbygge en positiv feedbackkultur.
4. Tak!
Undersøgelser viser at noget så simpelt som at se hinanden i øjnene og sige tak, er ligeså vigtigt for trivslen hos de frivillige, som at kunne tilbyde dem kurser og uddannelse. At prioritere tid til en kop kaffe og en personlig samtale hvor du lytter til den frivilliges behov og ønsker er vigtigt for at styrke relationen og fastholde deres engagement.
Kilde: Disse tips er fra Ingerfairs artikel om fastholdelse af frivillige. Find mange flere gode råd og værktøjer til bæredygtige frivilligmiljøer på www.ingerfair.dk