Opstart af lokalgruppe

Alle kan være med til at starte en lokalgruppe for Klimabevægelsen. Gruppens formål og metoder skal være i overensstemmelse med Klimabevægelsens formål, mens formen, aktiviteterne og indholdet for gruppernes arbejde skabes lokalt. Når I vil starte en ny lokalgruppe, skal I derfor kontakte Klimabevægelsens sekretariat, så I kan få tilsendt en indmeldelsesaftale og få hjælp til at komme godt i gang. I denne guide kan du læse mere om hvordan du kan starte en lokalgruppe op i dit område.

1. Introduktionsmøde
Den første handling er at arrangere et introduktionsmøde, hvor interesserede inviteres til at høre om hvordan de kan blive en del af det lokale klimafællesskab, og hvorfor deres deltagelse er vigtig. Når I skal til at holde jeres første møde kan det være godt at vide at:

  • Man som almennyttig forening ofte kan få lov til at låne et mødelokale på biblioteker og i kulturhuse.

  • I som lokalgruppe kan få dækket jeres udgifter til forplejning, f.eks. indkøb af te, kaffe og småkager.

  • Det kan være en god ide at oprette en åben facebookgruppe, så I har et sted at koordinere møder og dele klimaviden. Så kan nye potentielle frivillige også finde jer.

2. Lav en aktivitet sammen
En god måde at komme i gang, er at lave en aktivitet sammen fra begyndelsen. Det kan f.eks. være at I hænger plakater op, uddeler flyers på det lokale torv (se mere i samhandlingsguiden) eller deltage ved et klimaarrangement i jeres lokalområde.

3. Se fremad sammen
Når I har samlet en gruppe, og der begynder at komme nye frivillige til, er det vigtigt at have fokus på konkrete handlinger, så deltagerne oplever at de bidrager aktivt til klimasagen. Inviter derfor nye frivillige med til en konkret opstarts-aktivitet, og lad dem finde deres særlige interessefelt i gruppen hen ad vejen. Sørg også for at have fokus på trivsel og fastholdelse af de frivillig - se mere på side 13

3 tips til at komme godt fra start som lokalgruppe

1. Gør det let at deltage
Invitér potentielle frivillige til at tage en klimainteresseret ven med til aktiviteten. Det kan være lettere at møde op et nyt sted sammen med én man kender, og måske den anden person også ender med at få lyst til at være med i gruppen.

2. Skab form og formål med jeres møder
Giv hvert møde en beskrivende titel (f.eks. intromøde, planlægningsmøde for en bestemt aktivitet e.l.) og lav en dagsorden der beskriver mødets indhold. Et møde kan også være handlingsorienteret, og f.eks. gå ud på at skrive et debatindlæg eller producere materialer til en klimaaktion.

3. Få flere med
En god måde at få flere med i jeres lokale klimaarbejde kan være at arrangere et foredrag, filmvisning, klimamiddag eller debataften. Her kan I oplyse folk i jeres lokalområde om klimaproblematikkerne og fortæller dem, at de også kan bidrage til klimahandling ved at være med i lokalgruppen og melde sig ind i Klimabevægelsen.

Få ny viden, inspiration og værktøjer til lokal klimahandling
Som lokalgruppe bliver I en del af Klimabevægelsens stærke netværk af klimaaktive i Danmark. Det giver mulighed for at deltage i fælles aktiviteter og vidensdeling ved bl.a. strategidage og det årlige landsmøde. Det er også muligt at blive en del af vores landsdækkende netværk af klimakoordinatorer, som mødes regelmæssigt og diskuterer strategier og planer for deres lokale samhandlinger. Netværket mødes både fysisk og online, så alle har mulighed for at være med.