Forureneren skal betale - også i landbruget
Det er mere end på tide at vi også får CO2-afgift på landbruget. Er du enig? Så del budskabet og vær med til at kræve at politikerne indfører en CO2-afgift på landbruget.
Frederik Sandby og Sabina Thulin, 9. november 2023
For nogle år siden vandt vi en stor sejr, da alle sektorer, undtagen landbruget, blev pålagt en CO2-afgift. Vi var i den tid meget aktive med vores kampagne “Forureneren betaler”. Nu er tiden kommet til, at også landbruget skal afgiftsbelægges, og forureneren betaler-kampagnen skal derfor genoplives. Den, som forårsager skade på vores fælles miljø og klima, skal også selv betale for at reparere det igen. Det er rimeligt og fair. Men sådan er det ikke i dag.
Hvis ikke landbruget inden for få år kommer til at betale for sin klimabelastning, så vil regningen blive givet videre til resten af samfundet i form af direkte tilskud til omstilling af landbruget. Enten pålægges landbruget en afgift, ellers vil de modtage milliarder i tilskud. Det er de to mulige veje til at nå 70 pct.-målet.
Landbruget er langt bagud
Landbrugssektoren står i Danmark for omkring en tredjedel af landets samlede udledning af drivhusgasser. Det svarer til godt 15 millioner tons CO2-ækvivalenter årligt, hvilket ifølge Energistyrelsens klimafremskrivninger vil resultere i at landbruget står for mere end halvdelen af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser om 5 år. Samtidig er udledningerne fra landbruget de seneste årtier ikke faldet, mens udledningerne fra andre sektorer som transport og industri er faldet.
Det understreger, at landbruget spiller en hovedrolle, når det kommer til at nedbringe Danmarks samlede udledning med minimum 70% i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Landbruget har altså en nøglerolle i den grønne omstilling. Men samtidig har de fremsatte politiske målsætninger og aftaler hidtil i begrænset omfang sikret reelle og strukturelle ændringer i produktionen. Sagt med andre ord, er der endnu ikke sket noget af betydning.
Hvad er en CO2-afgift?
En CO2-afgift på landbrugets CO2-udledninger kan være med til at løse denne udfordring, ved at give landmænd økonomiske incitamenter til at vælge mere klimavenlige løsninger. En afgift vil gøre det forholdsvis dyrere at drive intensiv, metan-udledende husdyrproduktion.
Samtidig siger både Klimarådet og De Økonomiske Vismænd, at det vil det være relativt billigere at vælge alternativer som mindre animalske produkter, opdyrkning af flere klimavenlige afgrøder, samt udtagelse af lavbundsjorde og genslyngning af vandløb. På den måde stimuleres landbruget til en reel omstilling væk fra de mest klimabelastende aktiviteter, med en CO2-afgift på produktionen.
Mange af de mest effektive initiativer til at reducere landbrugets klimabelastning, bidrager også positivt til at løse udfordringer med iltsvind, vandkvalitet og natur. Eksempelvis ved at reducere kødproduktionen vil der være mindre behov for fodderdyrkning. Danmark kan producere mad til flere mennesker på mindre plads, som reducerer gyllespredning og tilførslerne af kvælstof og fosfor til vandmiljøerne. En dobbeltvinding for klima og miljø ser derfor ud til at være mulig med en intelligent udformet CO2-afgift på landbrugsområdet.
Hvad sker der nu?
Regeringen har igangsat et arbejde med at udforme en model herfor, og den nedsatte kommission, kaldet Svarer-udvalget, ventes at fremlægge konkrete anbefalinger i løbet af 2023. Både Klimarådet og De Økonomiske Vismænd har gennem de seneste år regnet på mange forskellige aspekter af, hvordan en CO2-afgift på landbruget skal se ud. Det er derfor allerede klart, at en afgift på mindst 1.000-1.500 kr. pr udledt ton CO2-ækvivalenter i 2030 vil være nødvendig for at opnå tilstrækkelig effekt.
I Klimabevægelsen ser vi det som afgørende at landbruget også bliver pålagt en CO2-afgift. Vi vil i de kommende måneder sætte øget fokus på landbrugssektorens afgørende rolle og ansvar i forhold til at reducere den enorme klimabelastning.
Vil du støtte op?
Er du enig i, at det er mere end på tide at vi også får CO2-afgift på landbruget?
Så vær med til at dele budskabet:
På den måde er du med til at kræve at politikerne indfører en høj CO2-afgift på landbruget.