Hvad er klimavold? - her er en guide

Det ekstreme vejr vi så denne sommer, var endnu engang en øjenåbner for klimakrisens konsekvenser. Vi satte ikke kun varmerekord på 49,6 grader i Canada. Oversvømmelserne i Tyskland og Belgien har resulteret i mere end 199 dødsfald. Overalt på den nordlige halvkugle brænder det: i Siberien, det vestlige Canada, Italien, Grækenland og Tyrkiet hærger naturbrande og sætter rekord for flest naturbrande i julimåned. De ekstreme atmosfæriske forhold i kollision med alvorlige sociale forhold skaber klimavolden.

Pælehuse nær Dhaka, Bangladesh. Rettighedshaver: DPU UCL. Anvendt under CC BY 2.0.

“Når det regner bliver alting gennemblødt… men mest de fattige”
- Pedro Lemebel

“Det er ikke en tilfældighed at vores land dør og vores kvinder dør.”
- Melina Laboucan-Massimo

Hvad gør klimaforandringerne ved os? Hvordan forandrer de vores klode og livet på den?

Før vi forsøger at forstå disse spørgsmål, bør vi først forstå dette: Klimaforandringers skrækindjagende kraft har en tendens til at overskygge alt andet. Vores frygt for, hvordan fremtiden vil se ud kan få os til at se klimaforandringer i alting, og give disse forandringer skylden for en masse begivenheder og fænomener, uden at vi klart forstår, hvordan de hænger sammen med klimaforandringerne. 

Den gængse fortælling om klimaforandringer bidrager til forvirringen. Når vi hører om en “megatørke”, en “voldsom stormflod” eller en “superstorm”, tænker vi på pludselige og overvældende naturfænomener, som rammer hjælpeløse samfund. Disse ord, udelukker ikke kun de mindre iøjnefaldende former for klimavold. Men de hjælper også med at skjule de mange årsager til en katastrofe, der ikke handler om, det der sker i atmosfæren. I sidste ende er ødelæggelsernes omfang ikke bestemt af styrken af det ekstreme vejr, men i stedet de forhold der findes på jordens overflade.

Når vi ikke anerkender den mere forvirrende rolle klimaforandringerne spiller, underestimerer vi forandringernes s virkelige fare, hvilket kun forværrer problemerne og får dem til at virke endnu mere opnåelige og uløselige, fremfor det modsatte.Det hjælper derfor at huske denne simple ligning:

klimavold = ekstreme vejrfænomener x sociale virkeligheder

Klimavold er altid resultatet af en kollision mellem akutte vejrforhold og akutte sociale virkeligheder. Fattigdom, ulighed, statslig forsømmelse, dårlig planlægning og svigt agerer sprængstofferne. Ekstreme vejrforhold sætter ild til lunten. 

For at forstå ligningen i et større perspektiv, er det nødvendigt at udforske dens to dele mere dybdegående.

Ekstremt vejr og klimaforhold

Monsuner, orkaner, skybrud, skovbrande, tørker og hedebølger er alt sammen del af vejrets naturlige udsving på vores planet. Gennem årtusinder har mennesker lært at forberede sig på sådanne begivenheder - de tydeligste udtryk for naturens kraft. Men de stigende globale temperaturer påvirker, hvordan og i hvilken grad det ekstreme vejr kommer til udtryk. 

For at forstå sammenhæng mellem global opvarmning og ekstreme vejrforhold, hjælper det at tænke i “bidrag” frem for “årsager”. Den globale opvarmning skaber ikke ekstremt veje; den forstærker det. Global opvarmning øger frekvensen, intensiteten, de sæsonmæssige udsving og rækkevidden. Den øger risikoen og forstærker katastrofens kraft. Den forstyrrer sæsonens gang og cycli, hvis regelmæssighed og balance mange mennesker er afhængige af. Som den atmosfæriske forsker Katharine Haydoe opsummerer det: “Klimaforandringer forværrer de naturligt forekommende risici, som vi allerede møder i dag.” (i).

En kvinde fra østaten Tuvalo taler til en demonstration i forbindelse med COP15 i København. Fotograf: Takver. Anvendt under CC SA 2.0..

Klimaforandringer betyder stigende temperaturer, hvilket accelererer fordampningen, og fjerner mere vand fra jord, søer og floder. Atmosfæren har derfor et højere fugtighedsniveau: Når det regner, regner det mere. Når det sner, er snefaldet mere intenst (ii). 

Samtidig falder vandindholdet i jorden, hvilket forstærker risikoen for tørke og forøger brændbarheden af vegetationen. Risikoen for, at ildebrande starter, spreder sig og ødelægger, forøges (iii). 

Højere temperaturer driver også havspejlsstigninger. Først og fremmest smelter iskapper overalt på jorden; fra gletsjerne i Himalaya til Sydpolens indlandsis. Smeltevandet øger den samlede mængde vand i vores oceaner. Og den termiske ekspansion, at vand udvider sig når det opvarmes, bidrager til de globale havspejlsstigninger. Vi ser imod et århundrede, hvor vi lige nu risikerer at skulle håndtere markante havspejlsstigninger. 

Hvordan ved vi, om vejrfænomener i dag er påvirket af global opvarmning? Gennem en proces kaldet ‘tilskrivelse af begivenheder’ undersøger forskere, hvordan klimaforandringer kan have påvirket sandsynligheden for, at et bestemt event forekommer (iv). Ved at bruge computermodeller, simulerer forskere, hvordan begivenheden udfolder sig. De sammenligner det derefter med en simulering af den samme begivenhed uden global opvarmning, for at udforske, hvad der ville være sket, hvis ikke mennesker så dramatisk havde forandret atmosfærens sammensætning. Ved at sammenligne disse scenarier, giver det forskere mulighed for at pege på menneskelige fingeraftryk hos mange nutidige eksempler på ekstremt vejr (v).

Kvinder kæmper sig gennem et mikroburst i Ber'aano Woreda i Etiopien, 2014. UNICEF Ethiopia. Avendt under CC BY-NC-ND 2.0.

Ulige eksponering

Selvom klimaet forandrer sig alle steder, er ikke alle steder og økosystemer lige påvirkede af forandringerne. Når vi taler om stigende temperaturer, taler vi som regel om et globalt gennemsnit, men ikke alle steder på jorden opvarmes lige meget og lige hurtigt. Temperaturer over land stiger hurtigere end det globale gennemsnit, fordi landmasser varmer hurtigere end vand. Nogle regioner, særligt polerne og tropiske områder, opvarmer mere og hurtigere end andre. Og i byer verden over stiger temperaturen dobbelt så hurtigt som resten af planeten, da deres mørke og tætte materialer - asfalt, stål og cement - absorberer en større mængde varme (vi). Et økosystems grad af eksponering er også påvirket af naturlige forskelle i mængden af nedbør. Selv tætliggende regioner kan have helt forskellige økosystemer: I Nigeria er den gennemsnitlige årlige nedbør i den nordlige stat Sokoto kun 600 mm, mens det langs landets sydlige kyst er 3500 mm (vii). Også overfor havspejlsstigninger viser ulige grader af eksponering sig. Ligesom jorden ikke er flad, har oceanerne heller ikke samme højde overalt, og derfor er der forskellige havspejlsstigninger forskellige steder på jorden (viii). I det vestlige Stillehav er havspejlsstigningerne tre gange så store som det globale gennemsnit. Mens det omkring Grønland er faldende, fordi massetiltrækningen fra de smeltende iskapper falder (ix). 

På grund af disse naturlige forskelle er tørre korridorer, deltaer, regnfattige regioner, lavtliggende territorier og smeltevandspåvirkede flodbassiner farezoner for klimavold (x). Fra et landskabs topografi til formen af dens habitater- alle disse faktorer påvirker, hvor eksponeret et område er. Men skæbnen er ikke kun bestemt af placeringen på jordens overflade. Dertil skal vi lægge de herskende sociale forhold. 

Sociale forhold

Lad os vende blikket mod den anden del af ligningen: Den sociale virkelig på jordoverfladen.  Den måde et ekstremt vejrfænomen udspiller sig, er i høj grad bestemt af de økonomiske, politiske og infrastrukturelle forhold det møder. Når en flod går over sine bredder og oversvømmer et lokalsamfund, skyldes det ikke kun skybruddet. Den egentlig årsag skal findes i et væld af faktorer: Utilstrækkelig afløb og kloaksystemer, uhensigtsmæssig arealanvendelse, fraværende planlægning, pålidelighed af infrastruktur, overholdelsen af bygningsregler og den tilgængelige beskyttelse. Når jordskred jævner byer med jorden, skal skylden også findes hos utilstrækkelig ingeniørarbejder, dårligt konstruerede veje, manglende overblik og ødelæggelsen af beskyttede områder såsom skove. Og når der sker ørkendannelse i landområder, er årsagerne ofte også dyrkningsmetode, hård afgræsning og skovrydning. 

I 2017 skete der to voldsomme jordskred to forskellige steder på kloden. Om aftenen den 1. april var der et skybrud over den colombianske region Putumayo, hvorefter floderne Mocoa, Mulato og Sangoyaco svulmede op og gik over deres bredder. Det sendte et hav af mudder, grus og vand brusende ind over byen Mocoa. 17 nabolag blev oversvømmet og området San Miguel blev fuldstændig skyllet væk. Mens familier sov, kolliderede vandmasserne med deres huse og kroppe. Hundredvis af mennesker, heriblandt mindst 43 børn, blev dræbt (xi). 

Den 13. og 14. august samme år, ramte et skybrud Freetown i Sierra Leone. En østlig bakkeskråning i byen kollapsede. Mere end 1100 mennesker blev dræbt eller forsvandt under jordskredet. 

Selvom disse to begivenheder skete mange tusind kilometer fra hinanden, er årsagerne til jordskreddene næsten identiske. Skybruddet eksponerede de dårlige forhold på jorden, men de var skabt af utilstrækkelig byplanlægning, fattigdom, skovrydning, risikable konstruktioner nær flodbanker og mislykket risikohåndtering. Også ofrene for de to jordskred ligner hinanden. Mange af de fattigste i både Mocoa og Freetown er borgere fordrevne af borgerkrig, som ingen anden mulighed har end at bygge deres boliger på skråninger eller flodbanker, områder som er særligt sårbare over for jordskred. 

Hvad disse to episoder viser, sammen med enhver anden hændelse af klimavold, er, at når katastrofen rammer, er næsten alle forhold relevante. I stedet for at forstå klimaforandringer som en trussel i sig selv, skal vi lede efter forbindelser og forsøge at forstå, hvordan klimaforandringer interagerer med de mangefacetterede forhold i vores samfund. 

Tørke ved Mhamid, Marokko. Fotograf :Imagebroker/stefan Auth. Rettighedshaver: NTB. Anvendt under CC BY-NC 4.0.

Dig selv og klimavold

Den krop vi er blevet givet, vores families indkomst, det statsborgerskab vi modtager, den måde vi tjener til føden, de materialer vores hjem og nabolag er bygget af, de køn vi er socialiserede ind i, den etnicitet vi gives, de venner vi har, størrelsen på vores opsparing og den information vi har adgang til: Alle disse forhold og mange flere former vores sårbarhed over for klimavold. Disse betegnelser definerer vores relative magt i samfundet, hvilke ressourcer vi har adgang til og vores mulige valg. 

Vores verden er mærket af dybe uligheder i magt, genereret af historiske uretfærdigheder af anerkendelse, distribution og udelukkelse. Vi er ikke lige, hverken i vores eksponering over for klimavold eller i vores mulighed for at modstå den. Vores oplevelser er voldsomt forskellige.

Hvilke hjem vil modstå katastrofens styrke? Hvem kan svømme? Hvem kan tænde for aircondition eller for radiatoren? Hvem har en bil? Hvem kan købe en busbillet? Hvem skal fortsætte med hårdt fysisk arbejde udendørs under en hedebølge? Hvem har et hjem og hvem er hjemløs? Hvem bor nær hospitalet? Hvem har adgang til rent drikkevand? Hvem når advarselssystemerne ud til? Hvem bliver efterladt under en oversvømmelse? Hvem er udelukket fra hjælp efter katastrofen? Hvem mister deres sommerhus og hvem mister deres familie?

Hvem kan undværes?

Katastrofen diskriminerer ikke, men samfundet gør. Enhver storm går i land på et landskab markeret af uligheder i rigdom, magt og sikkerhed. Og i dette terræn er det loven om ulig lidelse der gælder: Smerte rammer de mest udsatte hårdest. Climate violence, mere end noget andet, forstærker uretfærdigheder. Klimavold er, mere end noget andet, en forstærker af uretfærdighed.

Klimastrejke i Melbourne, 2019. Fotograf: Takver. Anvendt under CC SA 2.0..

Fattigdom, eksklusion og usikkerhed

For at klarlægge denne tanke lidt, prøv da et lille tankeeksperiment.  Lad os prøve det følgende tankeeksperiment, for at forstå tanken lidt bedre. Tænk på din hjemby. Tænk så på den mest almindelige miljømæssige trussel i dit område: Er det oversvømmelse? Eller jordskred? Orkaner, tørker eller storme? Ekstrem varme eller ekstrem kulde? Tænk så over, hvad der er afgørende for at kunne håndtere denne trussel. Er det vigtigt at have et hjem? At kunne forstå og interagere med myndigheder? At have en forsikring? En bil? At kunne tale og forstå dansk? At være nær et hospital?

Hvem ville være hårdest ramt, og i hvor høj grad er det folk, der i forvejen er udsatte?

Ofte er det socialt og økonomisk udsatte mennesker, som er hårdest ramt af katastrofer. Hvad gør hjemløse i ekstrem kulde eller i en hedebølge? 

Rigdom giver dig flere valgmuligheder, når du står overfor en trussel: Du kan vælge, hvor du vil bo, om du vil købe flaskevand og hvilke byrder du kan undvære. I Californien, der oftere og oftere hærges af skovbrande, har de rigeste kunnet købe forsikringsaftaler, der sikrer dem privat ansatte brandmænd til at beskytte deres huse (xii). Dem med de færreste ressourcer har få muligheder for at beskytte deres hjem og sværest ved at komme på fode igen, hvis deres hjem brænder ned.

Køn og klimavold

Patriarkalske økonomiske strukturer, ulige magtrelationer og indgroede forventninger skaber samfund med voldsomme uligheder mellem kønnene. Det er konsekvent mere sandsynligt at kvinder end mænd dør under en katastrofe. Denne ulighed er yderligere forstærket blandt fattige kvinder. I 1991 da en kæmpe cyklon raste ind over Bangladesh, var 90% af de 150.000 dræbte kvinder. Da cyklonen Nargis i maj 2008 ramte Ayeyarwady regionen i Myanmar, dræbte den 130.000 mennesker, mere end tre-femtedele af dem var kvinder (xx). Nogle studier tyder endda på, at kvinder har 14 gange større sandsynlighed for at blive dræbt under en katastrofe end mænd (xxi). 

Hvad kan forklare disse uligheder? Enhver detalje om opdeling og forskelle mellem køn er relevant (xxii).  Under evakueringer er mange kvinder bundet til hjemmet, hvor de passer børn, ældre, husdyr og værdigenstande (xxiii). Når vandet skyller ind over byen, er kvinder, bebyrdet med traditionelt tungt tøj, fysisk forhindret i at flyde (xxiv). Uligheder mellem kønnene bliver sprængfarlige under en katastrofer, der ofte også øger omsorgsbyrden. Fordi de nu skal hjælpe i hjemmet, dropper flere unge piger ud af skolen efter en katastrofe. 

Klimavold forstærker også mængden af verbal, fysisk, seksuel og emotionel vold. I Vanuatu tredobledes anmeldelserne af vold i hjemmet efter cyklonerne Vania og At ramte i Tafeprovinsen i 2011 (xxviii). Efter cyklonen Winston i Fiji, steg antallet af sager af vold mod kvinder voldsomt. Shamina Ali fra Fijis kvindekrisecenter fortalte: “Der var nogle voldtægter, som blev rapporteret, og mange som ikke blev… Der var også tilfælde, hvor kvinder bad om husly, og hvor mænd krævede sex til gengæld” (xxix). 

‘Mni wiconi’-banner Oceti Sakowin i forbindelse med DAPL-protester, 2016. Fotograf: Becker1999. Anvendt under CC BY 2.0.

LGBTQ+-indbyggere oplever lignende undertrykkelser efter en katastrofe. Selvom dette ikke har forbindelse til vejrfænomener, var den ødelæggende tsunami i 2004 et lærerigt fortilfælde. Efter de ødelæggende bølger var Indiske ‘Aravani’ (et anerkendt 3. køn) udsat for systematisk udelukkelse fra nødhjælp, fødevareforsyning, husly og endda de officielle dødsregistere (xxxii). Beretninger af Aravani, for hvem det lykkedes at finde husly, fortæller om seksuel og fysisk chikane og mishandling, blandt andet tilfælde af ‘korrigerende’ voldtægt (xxxiii). Usynlige som de var både før og efter tsunamien, var størstedelen af Arvani nødt til at sørge for sig selv. 

Kønnede roller påvirker også mænd i tilfælde af klimavold. Lånebyrden, forventninger om finansielt ansvar og klimatiske shock forårsager uforholdsmæssige høje rater af selvmord blandt mandlige bønder (xxxiv). I katastrofens øje forøger forventningen om maskuline heltedåd dødeligheden blandt mænd. Når hedebølger plager visse samfund, er det oftest mænd, som bliver pålagt fysisk arbejde udendørs og er dermed mere udsat for ekstrem varme (xxxv). 

De ældre, de paralyserede, dem med fysisk handicap, med nedsat immunsystem og de helt unge, står også overfor særlige trusler (xxxvi). Da cyklonen Nargis ramte Myanmar i may 2008, blev mennesker med fysiske handikap forladt i kapløbet om at slippe uden for bølgernes rækkevidde (xxxvii). Næsten halvdelen af de døde på grund af orkanen Katrina var mennesker over 75, to-tredjedele var over 60 (xxxviii). Under den europæiske hedebølge i 2003 var dødeligheden størst blandt isolerede ældre (xxxix). 

De helt små kroppe er også mere udsatte over for klimavoldens hærgen på grund af deres sårbarhed over for ekstrem varme, tidlig fejlernæring og sygdomme båret af dyr (xli). Næsten 90 procent af sygdomme forbundet med klimaforandringer rammer børn under fem år (xlii). 

Skel mellem etnicitet, klan, kaste og nationalitet påvirker også den ulige fordeling af risiko under en katastrofe. I Somalia, hvor forfærdelige tørker hærgede i 1992 og 2011, var majoriteten af ofre fra minoriteterne Rahanweyn- og Bantu-klaner (xliv). I Indien er Dalit og Adivasi lokalsamfund udsat for betydelig diskrimination i adgangen til nødhjælp (xlv). Landlige lav-kaste samfund er mere udsatte overfor klimadrevne landbrugskriser, fordi de har dårligere adgang til lån og uretfærdige låneaftaler. Omkring 70% af Dalitterne er bønder uden land. Majoriteten af selvmord blandt bønder i regioner som Tamil Nadu findes blandt lavkaste bønder (xlvi).

I Europa er roma-grupper udsatte overfor oversvømmelser, fordi de historisk har været undertrykt og forvist til områder med miljømæssige risici. Byråd har ofte relokaliseret roma-grupper til flodsletter. I den Makedonske kommune Kumanovo, blev roma-grupper langsomt drevet til at bygge deres hjem i kraftigt forurenede og oversvømmelsestruede landområder. I januar 2003 skyllede oversvømmelser 406 familiers hjem væk (xlvii). 

Det simple faktum, hvor vi er født, gør meget for at forme vores udsathed for klimaforandringer og adgangen til støtte og hjælp. Det ses, når vi sammenligner budgettet for USA's katastrofeberedskab $15.500 mio med budgettet hos Indiens katastrofeberedskab på $100 mio (xlix). 

I sidste ende forklarer de mange konsekvenser af fattigdom, hvorfor de fattigste 50 lande i verden har over halvdelen af alle dødsfald forbundet med miljømæssige katastrofer, selvom de kun rammes af 11% af katastroferne. De rigeste lande møder 15% af katastroferne, men lider kun 2% af dødsfaldene (li). 

De historier vi ikke kan fortælle

Selvom vi for forståelsens skyld kan skelne mellem forskellige sociale markører (køn, seksualitet, etnicitet etc), er de ude i den virkelige verden uadskillelige. Alle former for uligheder overlapper og interagerer på unikke måder (lii). Som Naila Kabeer skriver: “Selvom køn aldrig er fraværende, er det aldrig til stede i sin rene form. Køn overlapper altid med andre social uligheder, som klasse og etnicitet, og skal analyseres ud fra en holistisk forståelse…” (liii)

Hvad klimavold efterlader os med, er ikke et sæt regler og klare sammenhænge, men et hav af historier. 

Om aftenen d. 24. november 2012, mens hundredvis af arbejdere sad ved deres symaskiner og udfyldte ordre fra transnationale selskaber, udbrød der brand inde i Dhakas Tazreen beklædningsfabrik. Bygningen var en dødsfælde: Der manglede nødudgange, mange vinduer var spærret af stålbarrer, og tilstødende veje til bygningen var ikke brede nok til at brandbilerne kunne komme igennem. Vagter og managere har angiveligt bedt de ansatte om at ignorere den falske alarm og vende tilbage til arbejdet. 

En tekstilfabrik i Bangladesh. Fotograf: DSCN1647. Anvendt under CC BY 2.0.

Flammerne skar sig gennem bygningen, og røg fyldte lungerne. For arbejdere på de øvre etager, var den eneste udgang vinduerne. Med hjælp fra lyset fra mobiltelefoner i mørket, fandt de vej gennem røgen og hoppede, nogle af dem til deres død. Den nat døde 124 mennesker. Over hundrede andre fik livsforandrende kvæstelser fra at hoppe. Mange pårørende kunne ikke identificere deres elskede blandt de brændte kroppe: 53 kroppe blev stedt til hvile uden navn. 

Størstedelen af ofrene for Tazreen forbrydelsen var unge kvinder, som havde migreret til Dhaka, i håbet om at tjene til livet i landets største eksport industri. I sin forskning i katastrofen fandt antropologen Mahamdul Sumon en slående statistik: En stor del af de som døde var fra et enkelt lille distrikt i det nordlige Bangladesh, kendt for vandmangel og fejlende høst (liv). 

For at forstå smerten, kategoriserer vi. Vi homogeniserer. Vi tæller. Vi vender os mod matematikken: Tal som indeholder de døde, de sårede, de ødelagte huse og de pådragne skader. Disse reducerende numre tillader os at holde det ud, som ikke kan rumme: Størrelsen af smerten forårsaget af klimavold. Katastrofens intimitet, dens forfærdelige billeder og uforglemmelige følelsesmæssige konsekvenser. 

Den afbrudte søvn, de rådnende afgrøder, den kvælende varme, det endeløse forsøg på at fjerne skimmel. De gennemblødte fødselsattester og skøder, skjoldet af havvand. Asken, de fyldte lighuse, kroppe som begraves navnløse. De offentlige bønner, vandfyldte apoteker, udsatte operationer og det endeløse efterslæb af katastrofen. De salthærgede marker, det uigenkendelige territorium, den arrede jord, brakvand, det usælgelige hus. Resignationen til uvished og sorg som mærkes i kroppen, i åndedrættet og ordene. Afbetalingen på gæld og de forsvundne opsparinger. Fejlernæringens langsomme vold, fremtidens ødelæggelse, tabets forvirring, traumer vi ikke kan forstå (lv). 

Vores privilegier beskytter os og øger afstanden til nøden (lvi). Medmindre vi er meget opmærksomme på den afstand, kan vi voldsomt misforstå, hvor bydende nødvendigt et problem er. Vi kan komme til at forveksle vores egen opfattelse af truslens størrelse med truslens størrelse for andre på kloden. Når vi prøver at forstå en fremtid med klimaforandringer, og hvilken type beskyttelse den fremtid kræver, bør den bydende nødvendighed af truslen bestemmes med af dem, som er mest udsat for klimavold og den smerte volden forårsager.

Lad os også udvide vores idé om, hvad der er “klima og miljø”. Som vi allerede har set, er alle samfundsforhold relevante, når vi står over for klimavold: Graden af forberedelse, rigdommen, sammenhængskraften, (u)ligheden, den politiske parathed og behandlingen af de mest sårbare grupper. 

Hvis vi husker disse forhold, vil det betyde, at når vi taler om, hvordan vi skal håndtere klimakrisen, taler vi i virkeligheden om to ting: Hvordan vi håndterer roden til klimakrisen, og hvordan vi adresserer de mangler, som gør nogle af os mere sårbare over for klimakrisens konsekvenser. Ligesom vi bør bekæmpe adskillelsen af menneskeheden og naturen, bør vi bekæmpe adskillelsen af klimaforandringerne fra den nød, som de forårsager. 

Klimaforandringerne er et kolossalt problem, fordi det er et problem, som hele tiden vokser. Løsningen er ikke kun at sænke emissionerne af drivhusgasser - det er nærmere en kamp for at sænke uligheden. Enhver stigning i temperaturen, som vi ikke lykkedes med at forhindre, må kompenseres med en lige så stor reduktion af nød. 

---

Denne artikel er en forkortelse og oversættelse af Daniel Voskoboyniks artikel: ”A Guide to Climate Violence”. Oversættelse af Klara Sørensen. Delt med tilladelse fra forfatteren.

---

Kilder

i. Cited in Eric Holthaus, ‘Harvey and Irma aren’t natural disasters — they’re climate change disasters’, Grist, 11 Sep 2017.

ii. Joseph Romm, Climate Change: What Everyone Needs to Know, Oxford University Press, 2016, p 51.

iii. See: Virginia H Dale et al., ‘Climate change and forest disturbances’, BioScience, Vol 51, No 9, 2001; Nicola Jones, ‘Stark Evidence: A Warmer World Is Sparking More and Bigger Wildfires’, Yale Environment 360, 2 Oct 2017.

iv. Roz Pidcock, ‘In-depth: the scientific challenge of extreme weather attribution’, Carbon Brief, 11 Mar 2016.

v. Michael E Mann et al, ‘Influence of anthropogenic climate change on planetary wave resonance and extreme weather events’, Scientific Reports, Vol 7, 2017.

vi. Brian Kahn, ‘This Is How Climate Change Will Shift the World’s Cities’, Climate Central, 5 Jul 2017.

vii. Linus Unah, ‘Briefing: Nigerian farmers can’t fight desertification alone’, Irin News, 14 Nov 2017.

viii. The IPCC calls this sea-level change

ix. William Colgan et al, ‘The mind-bending physics of Scandinavian sea-level change’, Science Nordic, 3 Jan 2018.

x. Ken De Souva et al, ‘Vulnerability to climate change in three hot spots in Africa and Asia’, Regional Environmental Change, Vol 15, No 5, Jun 2015; Richard SJ Tol, ‘The Economic Impacts of Climate Change’, Review of Environmental Economics and Policy, Vol 12, No 1, 2018.

xi. Daniel Macmillen Voskoboynik, ‘The Mocoa massacre: anatomy of a tragedy foretold’, The World at 1°C, 4 Apr 2017;

xii Leslie Scism, ‘As Wildfires Raged, Insurers Sent in Private Firefighters to Protect Homes of the Wealthy’, Wall Street Journal, 5 Nov 2017.

xx World Health Organization, ‘Gender, Climate Change and Health’, 2014.

xxi. Brigitte Leoni, ‘UNISDR head calls for more women in disaster risk reduction’, UNISDR, 8 Mar 2016.

xxii. Elain Enarson, ‘Women and Girls Last?: Averting the Second Post-Katrina Disaster’, Understanding Katrina: Perspectives from the Social Sciences, 11 Jun 2006.

xxiii. Margaret Alston, Women and climate change in Bangladesh. Routledge, 2015.

xxiv. Chaman Pincha, Indian Ocean Tsunami through The Gender Lens, Oxfam America & NANBAN Trust, 2008.

xxviii.CARE, ‘Rapid Gender Analysis: Cyclone Pam, Vanuatu’, 7 April 2015, p 8.

xxix. Sonia Narang, ‘Climate Change Drives Domestic Violence In Fiji’, Huffington Post, 1 Jun 2017.

xxxii. Aravani is a term used in Tamil Nadu for hijra, ‘third-gender’. Lori M Hunter & Emmanuel David, ‘Displacement, climate change and gender’, Migration and climate change, 2011, pp 306–330.

xxxiii. Chaman Pincha, op cit.

xxxiv. World Health Organization, ‘Gender, Climate Change and Health’, 2014.

xxxv. Ibid.

xxxvi. Gregor Wolbring, ‘A culture of neglect: Climate discourse and disabled people’, M/C Journal, Vol 12, No 4, 2009.

xxxvii. See: GPDD & World Bank, ‘The Impact of Climate Change on People with Disabilities’, 8 Jul 2009, nin.tl/Disability

xxxviii. Airton Bostein, Valéria Vanda Azevedo de Lima & Angela Maria Abreu de Barros, ‘The vulnerability of the elderly in disasters’, Ambiente & Sociedade, Vol 17, No 2, 2014.

xxxix. Ibid.

xli. UNICEF, ‘Climate Change and Children’, Dec 2007, nin.tl/Children

xlii. Council on Environmental Health, ‘Global Climate Change and Children’s Health’, Pediatrics, Vol 136, No 5, 2015.

xliv. Daniel Maxwell et al., ‘Facing Famine: Somali Experiences in the Famine of 2011’, Feinstein International Center, October 2015, p 14.

xlv. Human Rights Watch, ‘Hidden Apartheid: Caste Discrimination Against India’s “Untouchables”’, 2007.

xlvi. Rina Chandran, ‘Heat and drought drive south India’s farmers from fields to cities’, Thomson Reuters Foundation, 20 Sep 2017.

xlvii. Tamara Steger (ed), Making the Case for Environmental Justice in Central and Eastern Europe, CEPL, HEAL & Coalition for Environmental Justice, 2007, p 31.

xlix. Aditi Roy Ghatak, ‘India’s floods expose poor countries’ total vulnerability to climate change’, Climate Home, 1 Sep 2017.

li. Robert RM Verchick, Facing Catastrophe: Environmental Action for a Post-Katrina World, Harvard University Press, pp 111–112

lii. This reading follows Kimberly Crenshaw’s concept of intersectionality.

liii. Naila Kabeer, Reversed Realities, Verso, 1994, p 65.

liv. Extracted from Daniel Macmillen Voskoboynik, ‘The legal limbo of climate refugees’, New Internationalist, 14 Nov 2016.

lv. Rob Nixon, Slow Violence and the Environmentalism of the Poor, Harvard University Press, 2011.

lvi. This is inspired in part by Remi Eddo-Lodge’s framing of white privilege as an ‘absence of the consequences of racism’; Reni Eddo-Lodge, Why I’m No Longer Talking to White People about Race, Bloomsbury, 2018.