Klimabevægelsens forslag til en grøn genstart af dansk økonomi
Coronapandemien er blevet mødt med en politisk handlekraft som Danmark ikke har set magen til i nyere tid. Det har reddet liv, men det har også store konsekvenser for det danske samfund. Mange mindre virksomheder har måttet dreje nøglen om og beskæftigelsen falder.
Det har naturligt nok affødt et politisk ønske om at hjælpe og afbøde de værste konsekvenser med hjælpepakker og en ekspansiv finanspolitik. På den måde udgør Coronakrisen en unik mulighed for at skabe positiv forandring og nytænkning - en mulighed for, at starte den grønne omstilling af Danmark. Her må målet for kriseindsatsen ikke bare være at bringe Danmark tilbage til ‘‘normaltilstanden’ - den skal også pege frem mod en bæredygtig fremtid. For vi har 10 år til en fundamental omstilling. Vi kan ikke længere handle adskilt på de kriser vi står i.
Al økonomisk aktivitet har et klimaaftryk. Derfor er det vigtigt at den grønne genstart af Danmark kun giver en håndsrækning til de brancher, som er i gang med en Paris-kompatibel omstilling. I en grøn genstart kan det give mening at lade klimabelastende virksomheder og produkter udgå, hvis vi samtidigt holder hånden under de mennesker som påvirkes deraf. Vi må investere i jobs, der også er her om 10 år og de jobs som bidrager til den grønne omstilling. Derfor bør alle projektmidler gennemgås af grønne regnemodeller.
Heldigvis står langt størstedelen af danskerne bag en ambitiøs grøn omstilling - også selvom det koster dem penge i form af lavere velstand, realindkomst eller købekraft. Folketingsvalgets klimafokus og Coronakrisens offervilje viser med al tydelighed, at danskerne er klar til at investere på kort sigt for en vinde en bæredygtig fremtid på længere sigt.
Det er baggrunden for at Klimabevægelsen i Danmark foreslår en plan for en grøn genstart af Danmark. Det er en plan som reducerer Danmarks klimaaftryk samtidig med at alle, der har mulighed for det, kan blive meningsfuldt beskæftiget.
Vores forslag kan deles op i to hovedkategorier: 1) Nye rammevilkår, der sikrer at genstarten af økonomien, samt de mange fremtidige investeringer, gøres med hensyn, og 2) offentlige investeringer i transport og elektrificering, der kan skabe tusindvis af nye, betydningsfulde og grønne arbejdspladser.
Offentlige investeringer
Den grønne omstilling af transporten og energien fremskyndes - helt konkret ved at fremrykke elektrificeringen af togstrækningerne Aarhus-Aalborg, Fredericia-Aarhus og andre togspor.
Energiaftalens af 2018 havvindmølleparker (samt helt ny kapacitet) skal fremskyndes. Dette vil skabe tusindvis af nye arbejdspladser
En pulje til varmepumper oprettes. Klimarådet angiver store og individuelle varmepumper som en af de steder hvor mest energi kan spares - tilmed med samfundsøkonomisk gevinst. Ifb. installering af varmepumperne skabes nye arbejdspladser.
Investeringer i elnettet.
Der skal etableres en pulje på 200 millioner som skal benyttes fra 2020 til 2022 på opstilling af el ladestandere, særligt omkring omkring stationer, sådan at pendlere lettere kan kombinere brugen af offentlig og privat transport.
Nye rammevilkår
Som overordnede rammevilkår for den grønne genstart indføres grønne regnemodeller, der sikrer at genstartens økonomiske aktivitet ikke fører til unødig stigning i klimaaftrykket.
I samme tråd indføres en afgift på CO2æ-udledning i Danmark indtil prisen per ton CO2-ækvivalenter når 1500 kr i 2030. Provenuet tilbagebetales befolkningen evt. gennem en grøn check.
Gennem nye trepartsforhandlinger søges en nedsættelse af normalarbejdstiden til 32 timer. Dette vil mindske Danmarks klimaaftryk, øge folkesundheden og øge beskæftigelsen.
Der skal oprettes nye institutionelle rammer for almen låntagning i forbindelse med klimainvesteringer i ejendomsmassen. Det sikrer flere energirenoveringer af ejendomme.
Der skal sættes et energieffektiviseringskrav til den offentlige og almene sektors bygninger og industri på 30 % i realiseret energibesparelse.
Nye vilkår for lokale projekter skal sikre opbygning af lokalt forankret cirkulær økonomi, reparationsordninger og andelsprojekter.
Revision af statens landbrugsstøtteordninger og oprettelse af ny omstillings- og kompensationspulje til nye jordbrug.
Nye rammevilkår
1. Grønne regnemodeller
Afkastkravet på samfundsinvesteringer (kalkulationsrenten) nedsættes markant - helst til 0% for at fremskynde flere offentlige investeringer.
Finansministeriet samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger bør benytte en omkostning pr. ton CO2e i 2030 på 1.500 kr.
Fremskrivningen af oliepriser skal laves på formodning om, at verdens lande opfylder Parisaftalen (og at dermed vil være lavere efterspørgsel af olie).
Forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne indeholder, at de grønne regnemodeller i finansministeriet skal styrkes. Det er helt afgørende at de samfundsøkonomiske beregninger opdateres - ikke mindst så de reflekterer de reelle omkostninger af drivhusgasser. De nye modeller er imidlertid stadig 1-2 år ude i fremtiden.
Allerede nu kan der foretages tre nødvendige revideringer:
For det første skal der ændres på Finansministeriets høje afkastkrav for samfundsinvesteringer - den såkaldte kalkulationsrente - da det leder til underinvestering i en bæredygtig fremtid. Kalkulationsrenten gør, at fremtiden vægtes lavere end nutiden. Den etisk rigtige rente - paritet mellem generationer - ville være en realrente på 0. Herved stilles generationerne lige. Da staten i dag kan låne til en negativ realrente, vil den finanspolitiske holdbarhed ikke blive forringet af at sætte den reale kalkulationsrente til 0%. I dag bruges en kalkulationsrente på 4% og 2% for offentlige investeringer med hhv. kort tidshorisont (<35 år) og lang tidshorisont (>70 år). Det er meget højt relativt til andre lande.Derfor bør kalkulationsrenten fjernes - eller som minimum nedsættes markant - så langsigtede investeringer kan betale sig, og fremtidige konsekvenser af investeringer medtælles.
For det andet bør Finansministeriet samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger benytte en omkostning pr. ton CO2e i 2030 på 1.500 kr, på linje med hvad Klimarådet foreslår. I det nuværende nøgletalskatalog koster et ton CO2e kun 192 kr. i 2030 i kvotesektoren, mens tallet er 332 kr. uden for kvotesektoren.
For det tredje skal det skal være en gennemgående antagelse at verdenssamfundet lever op til Parisaftalen, og at Danmark indfrier 70% målsætningen. Det er blandt andet af afgørende betydning for fremskrivningen af oliepriser, der i dag baserer sig på en antagelse om, at verdens lande ikke opfylder Parisaftalen.
Selvom de reviderede regnemodeller stadig er under udarbejdelse, bør finansministeriet allerede nu levere en model der kan bruges til at regne på samfundsøkonomien for tiltagene i stimulus-pakkerne. Modellen må medtage de ovenfor nævnte revideringer.
2. Pris på forurening
En drivhusafgift skal indføres, som ifølge Klimarådets bør stige gradvist fra i år, indtil prisen per ton CO2-ækvivalenter når 1500 kr i 2030. Det sikrer at de investeringer og projekter der igangsættes har incitament til at have lavere klimaaftryk.
En del af provenuet tilbagebetales befolkningen, f.eks. gennem den grønne check, så afgiften ikke vender den tunge ende nedad.
I en tid, hvor mange midler benyttes på at få økonomien i gang, er det vigtigt at bruge de tiltag, der er billigst, og med klimagevinst. Inden store mængder penge tilføres til samfundet for at stimulere økonomien, bør de korrekt rammer sættes, for at sikre en grøn udvikling. Derfor bør der indføres en afgift på CO2æ-udledning i Danmark, som ifølge Klimarådets bør stige gradvist fra i år, indtil prisen per ton CO2-ækvivalenter når 1500 kr i 2030.
CO2-afgifter gør klimavenlige produkter og ydelser relativt billigere end før: Klimaafgiften giver også et incitament til at innovere og skabe nye klimavenlige løsninger: De kan pludselig være rentable. Det gør også, at kunder, altså virksomheder og forbrugere, får et større incitament til at købe disse i stedet for varer, der er klimabelastende. Klimabevægelsen foreslår en støtstigende pris, der flukter med Klimarådets anbefalinger. Dette betyder at 1 ton CO2e i 2030 bør koste 1500 kr. Dette giver mulighed til alle for at omstille sig - også dem, som i dag ikke er særlig grønne.
I Danmark bør en klimaafgift indføres på fossile brændsler, cement og landbruget - det sikrer en bred dækning. På grund af de eksisterende punktafgifter, og Klimarådets foreslået værktøj er selve beskatning ikke en kompliceret sag.
Udfordringen ved en klimaafgift er, at den kan ramme socialt skævt. De svagere stillet borgere har et mindre rådighedsbeløb, og den ekstra omkostning har større betydning end hos de mere velhavende. Derfor bør en del af provenuet tilbageføres til befolkningen.
Dette gør at afgiften ikke vender den tunge ende nedad, men at de svageste kan få flere penge i lommen, end de gjorde før, fordi deres forbrug af klimabelastende varer er overordnet mindre end hos de velhavende.
Pengene kan tilbageføres på mange måder. Det kunne være gennem den grønne check, gennem lavere skatter og afgifter, eller et højere personfradrag. Kraka og Deloitte har for nyligt anbefalet, at man hovedsageligt sænker de eksisterende energiafgifter. Det vigtige er, at at der findes løsninger for at sørge for, at pengene fra klimaafgifter kan benyttes for at reducere nogle af de danske husstandes udgifter, og nogle af tiltagene vil især gavne husstande med de laveste indkomster. Derfor vil klimaafgifter med omfordeling også være kompatibel med en kortere arbejdsuge.
3. Nedsættelse af normalarbejdstiden
Nye trepartsforhandlinger indkaldes med henblik på at reducere den ugentlige normalarbejdstid til 32-timer. Dette vil mindske klimaaftrykket, øge folkesundheden og øge beskæftigelsen. Den økonomiske vækst i BNP vil være mindre end uden forslaget.
Dette skal kombineres med tiltag, der gør det lettere at bruge sin fritid på en klimavenlig måde, samt tiltag, der sikrer at de lavest lønnedes livskvalitet ikke forringes.
Forslaget skal medfølges af omskoling af ansatte i udsatte erhverv.
Danmark og andre industrialiserede lande byttede øget produktivitet til højere løn og reduceret arbejdstid over et helt århundrede fra industrialiseringen og frem til 1980erne. I senere årtier har Danmark og andre velhavende lande søgt at øge arbejdstiden igen, fx gennem en øget pensionsalderen og forslag om øget arbejdstid. Dette er ikke sket ud fra en grundig klimamæssig overvejelse. Fra et klimamæssigt synspunkt er dette dog paradoksalt, da mere arbejdstid typisk betyder større forbrugsmuligheder og større klimaaftryk .Så længe der fortsat ingen beviser er for at bæredygtig vækst er muligt i det omfang det kræver at holde os indenfor vores CO2-budget (decoupling), bør vi se på redskaber såsom nedsat arbejdstid i indsatsen for at reducere vores klimaaftryk.
Der findes i skrivende stund omkring 150.000 ledige i Danmark. Den forventelige høje ledighed efter coronakrisen er en mulighed for på sigt at reducere den gennemsnitslige arbejdsugen på 37-timer til 32-timer gennem nye trepartsforhandlinger. De tusindvis af danskere som lige nu går ledige, ansættes i de stillinger som åbnes op med arbejdstidsnedsættelsen.
Den reducerede arbejdsuge bør gå hånd i hånd med tiltag der sikrer, at der bliver taget hånd om familier med lav indkomst. Derudover bør regeringen sørge for hjælp med omskoling af udsatte erhverv, som for eksempel stewardesser, piloter og ansatte ved olieplatforme.
Det er ikke kun et middel til at øge beskæftigelsen, men også til at reducere klimaaftrykket da der markant sammenhæng mellem nedsat arbejdstid og reduktion i udledninger. I et scenarie hvor den globale temperatur ellers ville stige med en ekstra grad (altså udover det vi allerede er låst fast på), vil den med den nedsatte arbejdstid i stedet stige med 0,7 grader. Dette estimat afhænger af den klimamodel, man anvender.
Hvis man for høj-indkomst OECD-lande vælger at fokusere på hvordan de direkte CO2-udledninger (dvs. primært vores egen energi- og transportforbrug), påvirkes af nedsat arbejdstid, beregner et studie en koefficient på 0,42. Det betyder at 1 pct. nedgang i arbejdstid forventes at reducere CO2-udledningerne med 0,42 pct.
Ser man i stedet på det samlede CO2-aftryk (direkte + indirekte udledninger), er koefficienten på 1,46 - altså mere end proportionalt. 1 pct. nedgang i arbejdstid forventes dermed at reducere det samlede CO2-aftrykket med 1,46 pct.
Derfor bør man se reduktioner i arbejdstimer som et redskab til at reducere Danmarks samlede (direkte + indirekte) CO2-aftryk, rettere end et tiltag, der alene regulerer vores territoriale udledninger og energiforbrug.
Rebound-effekter vil givetvis gøre et indhug på nogle af de klimagevinster en nedsættelse af arbejdstiden vil have. Det skyldes at den øgede fritid kan skabe nye udledningskilder for den enkelte familie. Derfor bør forslaget om en nedsat arbejdstid kombineres med tiltag der gør fritidsaktiviteter med højt klimaaftryk dyrere, som fx en generel CO2 afgift som foreslået af Klimarådet, samt tiltag der gør mere klimavenlige aktiviteter, som fx lokalturisme og kulturtilbud, mere tilgængelige. Rebound-effekten kan ikke i sig selv være et argument mod at bruge nedsættelse af arbejdstimer som redskab til at nedsætte vores samlede klimaaftryk.
Det er vigtigt at påpege at en reduktion af arbejdstimer vil være langt sværere at implementere i en økonomi, hvor uligheden i forvejen er stor. I en økonomi med stor ulighed og/eller uden veludbyggede velfærdsprogrammer, vil en reduktion i arbejdstid betyde, at en stor del af befolkningen må skære ned på livsnødvendige udgifter.
I en økonomi med mindre ulighed og en udbygget velfærdsmodel, er dette en mindre udfordring. Nedsættelse af arbejdstimer er også betinget af, at vi fortsat bibeholder og udbygger vores velfærdsmodel og sikrer mere økonomisk lighed.
Derudover, modsat flere andre OECD-lande, hvor reallønnen de facto er stagneret mens produktiviteten er steget, har Danmarks produktivitet og realløn fulgt hinanden bedre. Danmark er derfor godt rustet til at starte vekslingen af produktivitet til fritid.
Det giver os muligheden for at revurdere hvad der virkelig betyder noget for os. Skal vi fortsat forbinde lykke med stigende forbrug (selvom vi nu ved at den marginale lykke gennem øget forbrug er meget lille i et rigt land som Danmark), eller skal vi i stedet forsøge at omstrukturere vores samfund, så vi har bedre tid til at passe på os selv, på hinanden og på vores miljø?
4. Nye institutionelle rammer for almen låntagning
Der skal etableres en institutionel ramme, der klart anviser retningslinjer og anbefalinger for almen låntagning i forbindelse med energirenoveringer. Klare linjer ift. hvordan energitiltag i den almene sektor finansieres, vil sikre at institutionelle investorer kan bidrage, og at helhedsrenoveringerne bliver 100% klimaoptimeret.
Rammen kan med fordel bruges som inspiration til andre sektorer ift., hvordan vi kan få pensionsmidler til at spille en større rolle i grønne energispareprojekter.
De danske pensionskasser har meldt ud at man vil investere grønt for 350 mia. kr. frem mod 2030. Politisk er det en bunden opgave at sikre at disse midler bidrager til den danske beskæftigelse, og samtidig investeres med størst mulig grøn effekt.
Et oplagt indsatsområde er energirenovering af den danske ejendomsmasse, hvor ca. 40 % af det danske energiforbrug ligger. Investeringerne er rentable (dvs. betaler sig selv tilbage med besparelserne) og skaber yderligere sundere ejendomme med en bedre driftsøkonomi.
De knap 600.000 almene boliger repræsenterer et meget stort energibesparepotentiale, som der ikke er midler nok til at indfri. Der kunne tilføres pensionsmidler til klimainvesteringer i størrelsesordenen 15-20 mia. kr. frem mod 2030. Nu og her vil renoveringskøen i Landsbyggefonden på 18,4 mia. kr. med fordel kunne tilføres 2-3 mia. kr. målrettet klimaoptimering.
5. Energisparekrav til bygninger og industri
Der skal sættes et energieffektiviseringskrav til den offentlige og almene sektors bygninger og industri på 30 % i realiseret energibesparelse.
Vil vi i mål med den grønne omstilling billigst muligt skal vi energieffektivisere Danmark. Det anbefaler Klimarådet i deres rapport Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion.
Den billigste og reneste energi er den vi ikke bruger. De største energieffektiviseringsgevinster findes i bygninger og erhvervsliv hvor emissionen kan reduceres med 2,0 mio. ton CO2 i 2030 svarende til 16 procent af 70 procents målsætningen.
En vigtig drivkraft for at dette sker er at sætte energisparekrav til offentlige-, almene- og udlejnings- og erhvervsejendomme samt industrien. Kravene skal afstemmes et niveau der er rentabelt for de enkelte sektorer. Medtages samtlige rentable grønne investeringer indenfor teknik, klimaskærm og bygningsintegrerede solceller er der tale om investeringer for et trecifret milliardbeløb.
Anlægsloftet for kommuner og regioner er allerede blevet løftet for at stimulere den danske økonomi. Nu er der på tegnebrættet at åbne op for renoveringer for 18,4 mia. kr. i Landsbyggefonden. Det er helt centralt at renoveringerne kommer til bidrage maksimalt til den grønne omstilling. Får vi ikke indfriet alle CO2- og energibesparelser går der 15-20 år før muligheden kommer igen.
6. Støt lokal omstilling og grøn social innovation
10 % af innovationsfondens budgetter til grøn omstilling til ikke-kommercielle social innovation med konkrete mål for nedbringelse af CO2-fodaftryk.
Revision af alle statstlige støtteordninger til cirkulær produktion/økonomi, så klima- og bæredygtighedshensyn fremgår som kriterium på linie med kommercielle vækstmuligheder.
Forsøgsordninger med momsfritagelse for mindre virksomheder, der udfører reparationer og forlænger levetiden af elektronik, husholdningsmaskiner og hvidevarer.
Danmarks tradition for græsrods-drevet innovation er stor og spillede bl.a. en rolle for udvikling af moderne vindmøller som et svar på energikrisen i 1970erne. Aktuelt er græsrødder fokuserede bredt på lokale initiativer - fra urbane reparationscafeer til bæredygtig innovation i landbruget.
For at nedbringe Danmarks store forbrugsmæssige CO2-aftryk er der brug for en stor grad af mulighed og villighed til at eksperimentere med lokalt forankret cirkulær økonomi. Der er et stort potentiale for at involvere flere mennesker gennem nytænkende andelsprojekter, der i stigende grad kan blive en ressource for innovation og konkrete forbedringer, både ift. forbrug (af fx elektronik, maskiner og hvidevarer) og produktion (gennem fx særligt bæredygtige landbrugsformer).
Finansiering af lokale omstillingseksperimenter bør løftes. Trods et lavt udgiftsniveau, så kan finansiering være et afgørende problem for lokale klimainitiativers opstart og udbredelse.
Lukningen af Puljen til Grønne Ildsjæle og andre mindre fonde har efterladt et tomrum, der bør fyldes. Statslige og private midler til grøn omstilling har fokus på nye produkter og eksportorienterede services, hvilke gør fondspengene svært tilgængelige for ikke-kommercielle foreninger og græsrodsinitiativer. Finansiering af græsrodstiltag kunne sikres som en øremærket procentsats af statslige midler til grøn omstilling.
7. Støt omstilling af landbrug
Revision af alle statens landbrugsstøtteordninger, så klima- og bæredygtighedshensyn fremgår som kriterium på linie med kommercielle vækstmuligheder.
Ny statslig omstilling- og kompensationspulje skal sikre låne- og forpagtningsmuligheder for nye jordbrugere til at overtage gamle jordbrug. Det vil samtidigt skabe flere meningsfulde arbejdspladser i landbrug- og fødevaresektoren.
For at holde os inden for de planetære grænser ved vi at vores jordbrug på længere sigt skal gå være en kulstof-udleder til at være en kulstof-optager. Derfor må en grøn genstart af økonomien også indeholde et bidrag til denne nødvendige omstillingsproces
Den letteste måde hvormed landbruget kan bidrage til den grønne omstilling er en drastisk reduktion i den animalske produktion og omstilling til plantebaseret produktion. Vi skal frem mod 2040 se mindst en halvering af dyreholdet.
Samtidigt ved vi fra den internationale landbrugsforskning, at der er store potentialer i landbrugsmetoder, der kan levere løsninger på de klima- og miljømæssige krav og udfordringer dansk landbrug står overfor, og dermed bidrage til forbedret kulstoflagring, vandmiljø, øget biodiversitet og afbødning af klimaforandringer. De kan bredt kaldes regenerative landbrugsmetoder.
Det er derfor naturligt at denne omstilling til mere plantebaseret og regenerativ jordbrugspraksis indgår som del af den grønne genstart af Danmark.
Udover de ændrede rammevilkår, som kommer med de grønne regnermodeller og drivhusgasafgiften, så skal skal de statslige støtteordningerne for landbrug i højere grad tildeles på baggrund af klima- og bæredygtighedshensyn.
Samtidigt skal en ny omstilling- og kompensationspulje oprettes for at gradvist opkøbe jord og videreforpagte den til nye jordbrugere, som ønsker at føre den type regenerativt og plantebaseret jordbrug, der på sigt kan hjælpe på Danmarks klimaforpligtelser.
I tråd med den grønne genstarts øvrige ånd - at sikre meningsfulde nye jobs hvor det er nødvendigt - ønsker vi at flere kommer i arbejde i landbrug- og fødevaresektoren. Men det opnår vi kun med nye rammevilkår der sikrer værdighed og bæredygtighed for jordbrugerne i fremtidens fødevareproduktion.
Offentlige investeringer
1. Fremskynd omstilling af transport
Elektrificering af flere jernbanestrækninger fremskyndes.
Det skal undersøges hvordan lokalbanernes dieseltog hurtigst muligt udskiftes med alternativer.
Nye, hurtige busforbindelser fra alle større byer, der ligger i en radius på 20 kilometer fra stationer på lyntognettets hovedstrækninger.
Uden effektiv klimavenlige transportformer vil Danmark være afhængig af olie og fossilebrændsler langt ud i fremtiden. Som den mindst klimabelastende transportform, foruden manuelle transportformer, skal investeringer i elektrificering af tognettet fremrykket. Lige nu drives mange togstrækninger af gamle dieselubådsmotorer, spændt på togvogne.
Følgende elektrificiferringsprojekter skal fremrykkes:
Dobbeltspor fra Aarhus-Aalborg skal fremrykkes fra 2026 til 2023.
Dobbeltspor fra Fredericia-Aarhus skal fremrykkes fra 2026 til 2022.
Dobbeltspor fra Tinglev-Flensborg til international godstrafik skal vedtages.
Derudover bør regeringen undersøge, om en erstatning af lokalbanernes dieseltog med batteri eller BRINT-tog kan bidrage til en reducering af fossile udledninger. I så fald skal der anskaffes nye togsæt for at afskaffe alle dieseltog på danske skinner frem til 2030.
Endelig bør der etableres hurtige busforbindelser fra alle større byer, der ligger i en radius på 20 kilometer fra stationer på lyntognettets hovedstrækninger, som del af en indsats for at gøre offentlig transport mere attraktiv ift. biltransport.
2. Fremskynding af vindmøller
De havvindmølleparker, som blev vedtaget med bred opbakning i Energiaftalen 2018, bør fremrykkes. Opførelsen af en havvindmøllepark skaber ifølge Dansk Energi mellem 6.000 til 8.000 jobs i anlægsfasen.
Udover dette bør ny kapacitet sendes i udbud inden årets udgang, tilsvarende 15 GW. Land + hav
Fremskynding af de havvindmøllekapacitet, som allerede er vedtaget gennem Energiaftalen, bør fremskyndes. Mange jobs kan skabes med disse fremrykninger og de er nødvendige for at sikre elkapacitet medfølger denne plans yderligere elektrificeringsprojekter.
Efterårets aftale om vindmøller på land sikrer bedre vilkår for kommuner og beboere. Men der skal mere til. Vindmøller på land er den billigste måde at øge elkapaciten i Danmark, og der skal gives yderligere incitament så den potentielle ekstra kapacitet på ca. 12 GW kan i højere grad tages i brug.
3. Pulje til varmepumper
En pulje skal oprettes og målrettes en systematisk udskiftning af boligernes gamle olie- og naturgasfyr. Puljen vil skabe nye arbejdspladser ifb. installering af de nye varmepumper.
Forbud mod nye oliefyr fra 2021 og gasfyr fra 2022.
Klimarådet har peget på varmepumper som en af de helt store områder, hvor CO2-besparelser kan findes - i mange tilfælde med en overordnet samfundsøkonomisk gevinst. Der findes omkring 455.000 individuelle fossildrevne fyr i Danmark hvoraf ca. 20% er oliefyr og resten er gasfyr. Boliger, der bruger disse fossildrevne olie- og gasfyr kan opnå en stor besparelse i CO2 ved at erstatte disse fyr med nye varmepumper, der kan kobles det øvrige elnet og dermed i højere grad drives af grøn strøm.
En pulje skal oprettes og målrettes en systematisk udskiftning af boligernes olie- og naturgasfyr. Puljen vil skabe nye arbejdspladser ifb. installering af varmepumperne. Puljen skal medfølges af en forbud mod nye oliefyr i 2021 og gasfyr i 2022.
4. Investeringer i elnettet
Invester i at udvikle smarteløsninger, som bidrager til at danskerne begynder at benytte elnettet på forskellige tidspunkter. Dette kræver eksperimentelle fremgangsmetoder indenfor kultur og teknologi.
Invester yderligere 2,5 mia. årligt i at udbygge elnettet fra 2020 til 2023, sådan at kapaciteten stiger.
For at kunne forsyne hele Danmark med elektricitet baseret på vedvarende energi, er det nødvendigt at investere i elnettet. Kapaciteten i det nuværende elnet er ikke godt nok. Dette kan gøres ved at opdatere elnetselskaberne finansielle rammer, og udvikle smarte løsninger på at reducere i spidsbelastninger i elnettet.
5. Elbiler og ladestandere
Etabler en pulje på 200 millioner som skal benyttes fra 2020 til 2022 på opstilling af elladestandere, særligt omkring omkring stationer, sådan at pendlere lettere kan kombinere brugen af offentlig og privat transport.’
Fremtidens transportsystemer skal baseres på vedvarende energi. Derfor skal benzin- og dieselbiler udfases omgående. For at kunne gøre dette, er det nødvendigt med flere ladestandere rundt om i Danmark, særligt ved stationer og i byer. En pulje til opsætning af elladestandere skal derfor oprettes.