De blå statsministerkandidater spiller fallit på klima mens statsministeren lover afgift på landbruget.
I gårsdagens debat skulle man vente 40 minutter inden de tre statsministerkandidater begyndte at debattere klima. Hvis man havde ventet på stærke klimaudmeldinger fra statsministerkandidaterne, havde man ventet forgæves.
Caroline Bessermann - 5. oktober 2022
Debatten blev indledt med at tale om landbruget. En sektor der står for mere end ⅓ af Danmarks samlede CO2æ-udledninger. Det er også en sektor, som både rød og blå blok ikke har de præsenteret de store klimaløsninger for. Landbruget er indtil videre stort set gået fri for klimatiltag. Og helt galt gik det også for de blå partier, da debatten faldt på landbrug. For da Søren Pape og Jakob Ellemann Jensen blev stillet spørgsmålet om, hvordan de vil nedbringe landbrugets CO2æ-udledninger, kunne ingen af dem svare.
Myter om landbruget bruges igen og igen
Ifølge Ellemann fungerer det danske landbrug noget nær optimalt. Men Ellemanns fortælling om det danske landbrug negligerer den klima-, og naturkrise, som vi befinder os i. Ifølge Ellemann producerer danske landbrugere nogle af de mest klimavenlige fødevarer i verden. Det er ikke bare forkert at kalde kødproduktion for grøn, da den animalske produktion forurener langt mere end andre fødevarer.
Udfordringen ved den fortælling er også, at klimaforskerne konkluderer, at vi på globalt plan skal producere mindre kød. Det betyder, at lande som Danmark, der er blandt de største kødproducenter i verden, skal omstille en stor del af landbruget fra kødproduktion til andre fødevarer.
Ellemann forsøgte at retfærdiggøre det danske fokus på animalske produkter, ved at påstå, at Danmark ikke skulle producere færre fødevarer. Men heller ikke den fortælling har ret meget med virkeligheden at gøre. For estimater fra eksempelvis rapporten “Sådan ligger landet” af Dansk Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse fra 2017 konkluderer, at vi vil kunne producere mad til 49 millioner mennesker i stedet for 21 millioner, vi producerer mad til i dag, hvis vi havde en større plantebaseret produktion frem for en animalsk. Man kan altså gøre langt flere mennesker mætte, hvis man producerer mad direkte til mennesker, i stedet for at bruge 80% af vores marker til at dyrke foder til dyr og kun 11% til mad til mennesker, som vi gør i dag. Sidst men ikke mindst brugte Ellemann sit tilbagevendende argument om, at de danske CO2æ-forureningen fra dansk landbrug blot rykker til udlandet, hvis man omstiller herhjemme. Det er en sejlivet myte, som skal punkteres omgående. Påstanden er nemlig gang på gang blevet afkræftet af en række eksperter, senest topøkonom, Lars Gårn Hansen så sent som i sidste uge.
Ellemann fik debatten væk fra landbruget ved at tale for globalt udsyn som svar på klimakrisen. En udmelding som, oversat til godt gammeldags dansk, blot betyder, at vi ikke rigtig skal foretage os noget herhjemme, men i stedet fokusere på hvad resten af verden kan og skal gøre. Det er den selvsamme argumentation som Bjørn Lomborg og de andre klimaskeptikere har benyttet i årevis til at forhindre en ambitiøs klimapolitik i Danmark. Nu er Venstre også hoppet med på den vogn, hvilket er yderst bekymrende.
Statsministerkandidater uden klimaplaner
Da Pape blev givet ordet havde han intet konkret at byde ind med. Pape tilbød bare lidt løs snak om markedet og “grønne” danske fødevarer. Det var helt umuligt at regne ud, hvad Papes politik på klimaet rent faktisk var. Han lagde sig i en slipstrøm af Venstres vage udtalelser og afslørede, at heller ikke Konservative har de store selvstændige ambitioner på klimaområdet. Det er pinagtigt, at Pape bliver ved med ikke at forholde sig til klimakrisens alvor og den manglende klimapolitik er ingen statsministerkandidat værdig.
Desuden vil hverken Pape eller Ellemann forholde sig til, hvordan de vil gennemføre klimapolitik med et parliamentarisk grundlag, der i blå blok med høj sandsynlighed vil komme til at bestå af partier, der vil endnu mindre på klima end Pape og Ellemann. Partierne i blå blok spænder sig fra Pape og Ellemann til klimaskeptiske partier længere ude på højrefløjen, og ingen steder finder man skyggen af grønne visioner. Udsigterne til at blå blok vil kunne håndtere en klimakrise fremstår værre og værre, og alt tyder derfor på, at hvis de blå vinder valget, så vil dansk klimapolitik igen stagnere.
Afgift på landbruget adskiller statsministerkandidaterne
Sidst men ikke mindst ville hverken Pape eller Ellemann sige, om der skulle en CO2-afgift på landbruget. Det ville Mette Frederiksen til gengæld gerne, da hun i debatten sagde, at landbruget også skulle have en CO2-afgift. Hermed kom Mette Frederiksen med debattens eneste konkrete politiske lovning på landbruget. Og det giver et lille håb for en stærk rød linje i valgkampen, at Mette Frederiksen allerede forpligter sig på en afgift på landbruget. Men vi mangler fortsat at finde ud af, hvilket prisniveau Socialdemokratiet ønsker for afgiften, og hvordan partiet vil håndtere udledningerne fra den animalske produktion, der forbliver landbrugets helt store klimaproblem. Socialdemokratiet har også meget, de skal have bevist efter tre år, hvor klimapolitikken ikke har været prangende.
Med de røde støttepartier, ligger potentialet til at skabe en samlet rød-grøn klimavision, men det vil kræve langt mere håndfast klimapolitik på alle sektorer i Danmark.
Hvornår kommer den konkrete klimapolitik?
Overordnet set, bliver vi nødt til at få flere svar ud af de tre kandidater på klima. Når klima ligger højest på dagsorden for så mange vælgere landet over, skal de fortælle os, hvordan de vil skabe de hurtige, omfattende reduktioner uden fortilfælde, som FNs klimapanel vurderer absolut nødvendige i klimakrisen. Vi skal holde fokus på reduktioner inden 2025, for de langsigtede klimaplaner er ikke nok. Man kan ikke længere nøjes med at sige, at der skal skrues op for den grønne omstilling. Vi vil høre hvordan, hvor og med hvilke penge, de forskellige partier vil skabe den grønne omstilling - mindre kan ikke gøre det. Der vil blive talt langt mere klima i valgkampen, der står for døren, og vi skal have gjort klimapolitikken konkret. For konsekvenserne af klimakrisen er allerede blevet så håndgribelige, at det koster menneskeliv, hjem, fødevaresikkerhed og millarder verden over. Debatten i går var en forholdsvis gratis omgang for alle tre statsministerkandidater. Men de skal i arbejdstøjet, for vi vil blive ved med at afkræve de svar på klimakrisen, som kandidaterne nægtede at give os i går.