Boganmeldelse: ”Limits and Beyond”
10. august 2022 - Thomas Meinert Larsen
Thomas Meinert Larsen anmelder den nye bog “Limits and Beyond” fra 2022. Bogen er udgivet i anledning af 50-året for lanceringen af bogen ”The Limits to Growth” (på dansk ”Grænser for Vækst”) som blev udgivet af ”Club of Rome”.
Hvis man skal pege på én udgivelse, som har haft størst betydning for at sætte vækst-begrebet under kritisk lup, så er det uden tvivl bogen ”Limits to Growth”, som blev udgivet i 1972 [1]. Med bogens konklusion om, at kloden ville kollapse omkring midten af det 21´ende århundrede hvis den nuværende vækstbaserede udvikling fortsatte, så blev den af tilhængerne opfattet som et vigtigt ”wake up call” for akut handling. Omvendt blev den af kritikere opfattet som et fejlbaseret og urimeligt angreb på den personlige frihed, eller som et forsøg på at bremse udviklingen i fattigere lande, men debatten om vækst var i hvert fald sat i gang.
Bogen ”Limits and Beyond” er udgivet i 2022, og indeholder med sine ca. 300 sider i alt 21 kapitler, som hver især er en slags refleksion i essayform forfattet af udvalgte prominente personer med forskellig tilknytning til Club of Rome og udgivelsen af bogen ”The Limits to Growth”, herunder to af bogens oprindelige hovedforfattere. Bogen er udgivet i anledning af 50-året for lanceringen af bogen ”The Limits to Growth” (på dansk ”Grænser for Vækst”) som blev udgivet af ”Club of Rome”. Bogen ”The Limits to Growth” fra 1972 bestod af godt 150 illustrerede sider, og blev solgt i mere end 3 millioner eksemplarer og oversat til mindst 36 sprog.
Limits and Beyond indeholder en gennemgang af etableringen af ”Club of Rome”, hvordan udarbejdelsen af Limits to Growth kom på tale, hvilken respons bogen fik fra omverdenen og hvordan den har påvirket vores efterfølgende forståelse af bæredygtig udvikling, hvilken relevans bogen har i dag, og hvad der i dag gøres for at få verden til at følge en mere bæredygtig udvikling.
I den følgende tekst har jeg forsøgt at sammenfatte bogens vigtigste kapitler og gøre det let forståeligt, hvordan Limits to Growth blev til, hvordan den blev modtaget af datidens samfund, og hvordan den også i dag har stor betydning for forståelsen af bæredygtighed og vores fremtidige forvaltning af kloden.
Club of Rome og forhistorien til udgivelsen af The Limits to Growth
Den egentligt ophavsmand til Limits to Growth var Aurelio Peccei (1908-1984), en fremsynet og flersproget entreprenør. Peccei var oprindeligt ikke bekymret for at verden skulle udfordres ved at væksten kunne gå i stå eller undergå et kollaps. Han så i stedet en vigtig mission i at sikre at den fremtidige vækst også blev til glæde for hele verdens befolkning, for på den måde at undgå fattigdom, ulighed og risiko for konflikter. Til at støtte hans mission samlede han en række intellektuelle, forskere og politikere til at hjælpe ham. Gruppen samledes for første gang i Rom i 1968, og gruppen stiftede derpå officielt ”Club of Rome”. Gruppen offentliggjorde derefter dokumentet ”The Predicament of Mankind”, som slog fast, at det var på høje tid at finde på konkrete måder at sikre gode levevilkår for alle mennesker på kloden, herunder ved at reducere global ulighed. En vigtig forudsætning var dog at finde en måde at kvantificere hele verdens ressourcer, for dermed bedre at svare på spørgsmålet: Hvordan kan vi opnå gode og retfærdige levevilkår for alle mennesker på en sund planet?
Ét centralt værktøj til at kortlægge verdens ressourcer blev fremkomsten af anvendelsen af computere, og udviklingen af forskningsdisciplinen ”complex system simulation”, en disciplin som indtil da primært var blevet anvendt indenfor krigsførelse, eller såkaldte ”war games”. Ved lidt af et tilfælde blev det en ingeniør og professor ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), Jay Wright Forrester som efter et møde med Club of Rome i 1970 blev inviteret til at foretage denne kortlægning og modellering. Jay Forrester var med sine nye computermodeller i stand til at udføre simuleringer som ingen andre havde gjort tidligere. Den åbenlyse styrke ved at bruge en computermodel var og er, at den evner at håndtere enorme mængder af komplekse data, og at den ikke er underlagt menneskeligt bias og forudindtagede holdninger. Selvom Jay Forrester var den oprindelige udvikler af disse modeller, så blev det dog efterfølgende hans studerende, og efterfølgende assisterende professor, Dennis Meadows som sammen med den såkaldte Systems Dynamics Group på MIT kom til at udgøre den arbejdsgruppe som udviklede de modeller og simuleringer der kom til at danne baggrund for Limits to Growth bogen, som blev forfattet af Dennis Meadows, Daniella Meadows, Jørgen Randers og William Behrens.
Vækstkritiske strømninger før udgivelsen af The Limits to Growth
I al moderne tid er vækst altid blevet opfattet som noget positivt; flere mennesker betød flere kunder, flere arbejdere, flere soldater og mere velstand for alle. Men over tid har der også været flere vækstkritiske strømninger. Eksempelvis udgav Thomas Malthus i 1798 bogen ”An Essay on the Principle of Population”, hvor han som den første i nyere tid redegjorde for det synspunkt, at der på et tidspunkt nødvendigvis måtte komme en fysisk begrænsning på antallet af mennesker på kloden. Hans bog medførte voldsom debat, ligesom han også fik voldsom kritik for sine konklusioner.
Senere, i 1960erne hvor antallet af mennesker på kloden havde rundet de 3 milliarder, gav udsigten til yderligere eksponentiel vækst anledning til bekymring hos flere, og i 1968 udgav amerikanske Paul Ehrlich bogen ”The Population Bomb”, hvori han forudsagde at udbredt hungersnød i hele verden ville udløse et kraftigt fald i verdens befolkning indenfor de kommende årtier. Denne forudsigelse skulle dog vise sig at være forkert, eller i hvert fald for tidlig. Ehrlich fik da også efterfølgende stor kritik for sine forudsigelser.
Noget mere støtte fik biologen Garrett Hardins for sin bog ”The Tragedy of the Commons” fra 1968, hvori han redegjorde for hvordan beslutninger som for individer snævert set kunne være rationelle samtidig kunne udgøre et fatalt valg for fællesskabet, med klar henvisning til problemer knyttet til overudnyttelse af landbrugsareal, overfiskeri og forurening. Som illustration brugte han et eksempel hvor 10 fårehyrder tilsammen ejede en eng som kunne brødføde 100 får, og hvor de derfor hver som udgangspunkt havde lov til at holde 10 får til at græsse på engen. I det tilfælde hvor én fårehyrde placerede 11 får på engen, så ville han isoleret set selv have nytte af det, mens alle øvrige fårehyrder samlet set ikke ville have fordel af det. Ovenikøbet risikerede man at engen blev overgræsset med risiko for at slet ingen får ville kunne leve på engen – og dermed øge risikoen for et egentligt kollaps. Selvom Hardins model var en ren teoretisk model, så var den en meget klar kritik af mainstream økonomernes reference til ”den usynlige hånd” (efter opfinderen Adam Smith) som fundament for det markedsbaserede system, som altid sikrer den optimale værdiudbytte på et frit marked.
Computermodellen bag scenarierne i The Limits to Growth
Modellen som Dennis Meadows udviklede, den såkaldte ”World3” model, inddrog flere hundrede parametre, men kernen i modellen var relativt simpel og bestod af følgende 5 nøgle-parametre: Den menneskelige population, mængden af ikke-fornybare ressourcer (mineraler), mængden af fornybare ressourcer (landbrugsland), kapitalressourcer samt forurening. Selve kernen i World3 analyserne bestod således i at modellere fremtidens udvikling ved at vise 12 mulige scenarier for den globale udvikling i perioden 1972 – 2100. De enkelte modeller inddrog forskellige antagelser om fx mængden af naturlige ressourcer, den teknologiske udvikling og verdens respons på udviklingen, og den indregnede den indbyrdes feedback mellem de 5 nøgleparametre baseret på datidens empiriske erfaringer.
World3 modellen forudsagde i hovedtræk, at en udtømning af naturlige ressourcer ville føre til en nedgang i den industrielle produktion. Graden af forurening ville stige i takt med den industrielle produktion, ligesom forureningen ville øges med antallet af mennesker. Tilsvarende ville mængden af mad per person falde i takt med udtømningen af naturlige ressourcer, en stigende befolkningsvækst og øget forurening. Mængden af naturressourcer blev antaget at være konstant således at mængden kun kunne falde og falde, en antagelse som dog efterfølgende har vist sig ikke altid at holde stik. Disse overordnede sammenhænge ses mest tydeligt i simulationen bag modellen ”standard run” eller ”base case” (se figur 1).
Figur 1: Base Case Model (fra The Limits to Growth, 1972).
Hovedkonklusionerne i The Limits to Growth
Bogen konkluderede som sådan ikke at én bestemt af modellerne var den mest korrekte, men analysens basismodel, den såkaldte Base Case model, viste at kloden ville kollapse omkring midten af det 21´ende århundrede hvis den nuværende vækstbaserede udvikling fortsatte. Limits to Growth-modellen er efterfølgende blevet opdateret og efterprøvet af rapportens forfattere i 1992 og 2004, og eksempelvis også i 2021 af Gaya Harrington.
Hovedbudskabet i bogen Limits to Growth var mere præcist, at fremtidens udvikling ville afhænge helt og aldeles af, hvordan menneskeheden ville agere. Men det var samtidigt klart, at et fortsat fokus på vækst sandsynligvis ville medføre et reelt kollaps, et kollaps som både ville omfatte en nedgang i adgangen til klodens ressourcer, en nedgang i adgangen til fødevarer, en nedgang i industriel produktion samt en drastisk reduktion i antallet af mennesker på kloden. Budskabet var ydermere, at hvis menneskeheden ikke satte en stopper for væksten, så ville den ske af sig selv, formodentlig som en kombination af fødevaremangel, konflikter, krige og forurening. Bogen skulle derfor ses som et globalt ”wake up call” til at udstikke en mere bæredygtig kurs for den globale udvikling.
De faglige indvendinger imod World3 modellen:
Analyserne og de underliggende modelleringer i World3 var så revolutionerende og interdisciplinær i sin metode, at de fleste forskere som kommenterede på det, faktisk ikke rigtig forstod metoderne og modellen. Der var dog forskergrupper som eksempelvis Science Policy Research Unit of the University of Sussex der analyserede modellen bag Limits to Growth resultaterne, og som blev udgivet i bogen ”Models of Doom” i 1973. Selvom forskergruppen var kritisk overfor modellen, så kunne de dog ikke påpege væsentlige konkrete mangler i den.
En anden forsker som var langt mere kritisk var William Nordhaus, senere berømt for at modtage Nobelprisen indenfor Economic Sciences i 2018. Nordhaus kritiserede modelarbejdet for dets totale mangel på empiriske analyser og dets ensidige fokus på modellering – en kritik som ifølge forfatterne dog var helt forfejlet. Diskussion af de underliggende modeller blev dog aldrig rigtig genstand for en egentlig videnskabelig diskussion som kunne ende ud i en slags konsensus eller et kompromis om hvori uenighederne bestod, eftersom forskerne ret hurtigt placerede sig i 2 lejre, enten dem som støttede modellerne, og dem der var imod.
Flertallet af mainstream økonomer fastholdt dog generelt det synspunkt at økonomien primært er afhængig af priser og markeder, og i mindre grad af fysiske faktorer som udtømning af ressourcer og forurening. Den mest yderliggående økonom-skole mente endda, at verdens adgang til mineral ressourcer er uendelig. Og flertallet af økonomer fastholdt, at Limits to Growth modellen var for konservativ i dens antagelse om mængden af naturressourcer, at den ikke i tilstrækkelig grad indregnede teknologiske fremskridt, og at den ikke inddragede prissætning som en vigtig variabel der afgør mængden af tilgængelige ressourcer.
De politiske indvendinger imod konklusionerne fra Limits to Growth:
Bogen ”The Limits to Growh” havde undertitlen ”- A report to the Club of Rome”. Således havde Club of Rome som sådan ikke indflydelse på MIT gruppens model-udvikling, og for nogle medlemmerne af Club of Rome var konklusionerne også ganske overraskende. Grundlæggeren af Club of Rome, Aurelio Peccei, var således også overrasket over konklusionerne, men han tog dem til sig i sin mission med at give en hånd til at hjælpe verdens fattigste. Han blev dog aldrig fortaler for ideen om nulvækst.
Men konklusionerne fra Limits to Growth om risikoen om et fremtidigt kollaps var et chok for verden. Bogen satte et stort spørgsmålstegn ved den konventionelle opfattelse af udvikling, typisk bestående af en stigende modernisering og industrialisering styret af den vestlige verden – en model der af de fleste ansås for at være nødvendig og legitim for at sikre fremskridt for menneskeheden. Bogens konklusioner blev derfor af mange fattige lande set som de rige landes forsøg på at fortsætte undertrykkelsen af fattigere lande. Tilsvarende opfattede mange venstreorienterede rapportens konklusioner som et middel til at retfærdiggøre undertrykkelsen af arbejderklassen. Omvendt fandt mange højreorienterede kræfter, at rapportens konklusioner var uforenelige med deres visioner om det frie marked og ambitioner for fortsat økonomisk vækst. De mest positive reaktioner kom typisk fra grupper med moderate liberale synspunkter, strømninger som længe havde tænkt, at man ikke kunne fortsætte med at ignorere de begrænsninger der nødvendigvis måtte være ud fra betragtninger om absolutte planetære grænser.
De fleste kritikere valgte tillige – måske bevidst – at overse det faktum, at forfatterne bag Limits to Growth ikke anså ét bestemt scenarie for at være det rigtige, og at scenarierne jo netop afhang af, hvordan menneskeheden ville reagere, herunder ved at tage nye teknologiske virkemidler i anvendelse. Der udestår desuden den mulighed, at den del af modstanden mod Limits to Growth har været orkestreret af finansielle interesser (som det også har været tilfældet ved videnskabens dokumentation af sundhedsskadelige effekter af rygning), men det har dog ikke været påvist konkret.
World3 modellens begrænsninger og manglende perspektiver
At en model udviklet af en primitiv computer helt tilbage i 1970 skulle kunne forudsige verdens udvikling helt frem mod år 2100 var måske fra starten en smule optimistisk. Modelleringen skulle dog også vise sig at være fejlbehæftet i visse henseender.
I den oprindelige model antog man at befolkningsvæksten ville fortsætte også efter at fødevareproduktion og industriproduktion havde toppet, ud fra den antagelse, at folk ville sætte flere børn i verden for at kompensere for denne nedgang i produktion. Denne antagelse viste sig dog snart at være forkert, og blev ændret i de efterfølgende beregninger med modellen, hvor man i stedet forventede at der ville blive født færre børn under en kriseperiode.
Ydermere, da bogen udkom i 1972 var debatten om menneskeskabt global opvarmning kun på et meget tidligt stadie, og emnet var knap nok nævnt i den oprindelige 1972-version af Limits to Growth bogen. Forfatterne anvendte en aggregeret paramenter i deres model betegnet ”forurening”, uden at specificere præcist hvilken slags forurening der var tale om. I de senere år er det imidlertid blevet klart, at global opvarmning og klimaforandringer er blevet det absolutte hovedfokus for den bredere miljøbevægelse, og at emner som udtømning af ressourcer og befolkningsvækst endnu ikke har opnået helt samme opmærksomhed.
Hvad der måske er mere problematisk er, at både modellen og bogen slet ikke omfattede betragtninger om påvirkningerne på den globale biodiversitet. Analyserne havde således primært fokus på at afdække hvordan vækst påvirkede forudsætningerne for at verdens befolkninger kunne sikre sig en rimelig levestandard, uagtet at den menneskelige udvikling skulle vise sig at få meget katastrofale konsekvenser for planetens plante- og dyreliv, såvel som for hele økosystemer. Og selv indtil den dag i dag har udviklingens konsekvenser for den globale biodiversitet haft et meget begrænset fokus for Club of Rome.
Limits to Growth lagde grunden til nyere forskningsdiscipliner med fokus på global bæredygtighed
At kortlægge planetens ressourcer og dets evne til at generere velstand for alle mennesker har naturligvis ikke været ligetil. Selv op til i dag, så har det mest anvendte værktøj til at understøtte politiske reformer været det såkaldte bruttonationalprodukt (BNP). Særligt økonomer har været begejstret for BNP, eftersom de noterede en ganske god sammenhæng mellem BNP og velstand i befolkningen. BNP er dog i stigende grad blevet kritiseret for at være en dårligt målestok for bæredygtig udvikling.
For at sikre en bæredygtig udvikling var der behov for flere tiltag, og United Nations Environment Program (UNEP) blevet derfor etableret i 1972, men over de seneste mange år har også en række forskellige forskningsorganisationer i stigende grad udviklet sig med mere multidisciplinære tværgående forskningsområder, herunder med forskningsdiscipliner som Earth System Science. I denne disciplin tilstræber man en videnskabelig forståelse af hele planeten, således ved at beskrive hvordan dens enkelte komponenter og deres indbyrdes interaktion har udviklet sig, hvordan de interagerer, og hvordan de må forvente at udvikle sig på alle tidsskalaer. Forskningen har tillige nydt godt af udviklingen af satellitter som kan overvåge kloden, således både på jorden og i atmosfæren. Et andet vidnesbyrd er opfindelsen af begrebet “Antropocene” som omkring år 2000 blev gjort mere kendt i offentligheden, som betegnelse for ”den geologiske tidsperiode i klodens historie hvor mange omstændigheder og processer på kloden i udpræget grad er blevet forandret af menneskeheden”. Også nøgleinstitutioner som eksempelvis Potsdam Institute for Climate Impact Research og Stockholm Resilience Centre har i stigende grad sat fokus på forskning i global bæredygtighed, herunder eksemplificeret i forskningsrapporter med koncepter som Planetary Boundaries og Safe Operating Space [2]. Forskere som Johan Rockström og andre har i denne forskning etableret en række planetære grænser som fysisk uomgængelige og indbyrdes afhængige: klimaforandringer, tab af biodiversitet, forsuring af verdenshavene, reduktion af ozonlaget i stratosfæren, ændringer i den globale cirkulation af nitrogen og fosfor, udtømning af vandressourcer, ændringer i brugen af landjorden, ændringer i atmosfæriske aerosoler og forurening pga. udledning af drivhusgasser. Man har hertil analyseret sig frem til, at for hele 6 af disse parametre så har verden allerede overskredet de planetære grænser, nemlig for klimaforandringer, tab af biodiversitet, ændringer i den globale cirkulation af nitrogen og fosfor, ændringer i brugen af landjorden samt udtømning af vandressourcer.
Dertil har økonomen Kate Raworth tilføjet en række faktorer til Safe Operating Space konceptet baseret på de samfundsvidenskabelige discipliner, således faktorer som minimumskrav til social standarder, sikring af menneskerettigheder, faktorer som tillige indgår i konceptet om en såkaldt Doughnut Economy.
Derudover er der i de senere år etableret et forskningsnetværk kaldet ”Earth Commission” med det formål at levere det videnskabelige grundlag for Science Based Targets Network, et netværk der skal etablere videnskabeligt baserede målsætninger til brug for byer og virksomheder [3].
Sammenfattende synes det fair at konstatere, at mange af disse nye forskningsdiscipliner og initiativer har været stærkt inspireret af Limits to Growth og de forskellige tiltag der er udgået fra Club of Rome. I hvor høj grad det vil påvirke fremtidens udvikling, og om det fx vil kunne bidrage til at håndtere det såkaldte ”Jevons paradoks”, nemlig det hyppigt observerede faktum, at ressourceoptimering eller besparelser indenfor ét område typisk leder til et øget forbrug indenfor andre områder, det er nok for tidligt at sige.
Hvordan gik det så med verdens udvikling?
Selvom bogen af mange blev opfattet som en advarsel for hvilken skæbne menneskeheden kunne få, hvis vi ikke hastigt ændrede den klassiske opfattelse af udvikling, så har verden overordnet set blot ignoreret bogens konklusioner. Således har man i de seneste 50 år indenfor både det offentlige og private fulgt en økonomisk tankegang baseret på neoliberalisme med uøkonomisk vækst fremfor alt. Termen ”bæredygtig udvikling” blev ganske vist introduceret i 1987, men den satte umiddelbart kun øget fokus på formen for udviklingen, og indikerede således, at i det omfang at én konkret udvikling medførte negative skader for det bredere samfund, så kunne det i udgangspunktet løses ved at satse på mere af den klassiske udvikling. Hvad angår modellernes evne til at forudsige verdens udvikling, så viste de sig at være ganske gode. Graham Turner offentliggjorde i 2008 et omfattende review af Limits to Growth modellerne, og konkluderede at ”base case” scenariet var det scenarie som var mest i overensstemmelse med den historiske udvikling over en 30-årig periode. Turner´s analyser kunne således bekræfte at verden meget vel var på kurs mod et kollaps på en eller flere dimensioner [4]. Ugo Bardi udgav i 2011 en omfattende bog ”The Limits to Growth revisited” der meget grundigt gennemgik den originale The Growth to Limits bog, og indeholdte analyser som bekræftede dens fortsatte validitet [5]. Også Gaya Harrington, en bæredygtighedsekspert fra KPMG, sammenlignede i 2021 scenarierne fra den originale bog med den faktuelle udvikling i efterfølgende 50 år. Også hendes konklusion var, at det såkaldte ”base case” scenarie (et scenarie som fører til kollaps) var det scenarie som bedst matchede den virkelige udvikling [6].
Forfatternes reflektioner i 50-året for udgivelsen af Limits to Growth
Bogen Limits and Beyond indeholder en grundig gennemgang af forskernes egne reflektioner, herunder også fra hovedforfatteren Dennis Meadows. Hans vurdering er, at forudsigelserne fra 1972 har vist sig ret robuste i forhold til at forudsige fremtiden, og at det – vurderet ud fra omverdenens manglende tiltro til rapportens konklusioner – næppe vil være muligt at undgå en eller anden form for betydeligt kollaps i fremtiden.
Adspurgt til hans tiltro til at den teknologiske udvikling vil løse problemerne, så anerkender han muligheden for at udbygge vedvarende energi-former, men han vurderer overordnet set, at det vil gå for langsomt, være for dyrt og være for ineffektivt til at understøtte den nuværende globale vækstbaserede industrialiserede økonomi.
Adspurgt til udfordringerne med global befolkningsvækst, så er hans intuitive skøn at vores klode kun bæredygtigt kan understøtte 1 milliard mennesker med en levestandard svarende til den man har i Italien eller Sydkorea. Han advokerer dog fortsat for, at overforbrug er et større problem end overbefolkning.
Slutteligt konkluderer han, at for at kunne udføre en bæredygtig regeringsførelse, så kræver det etablering af institutioner og en kultur som evner at vælge og understøtte beslutninger som kan medføre et kortvarigt tab eller nedgang (fx i levestandard) for til gengæld at sikre langsigtede fordele. Indtil videre synes imidlertid hverken de nuværende nationale og internationale institutioner at være i stand til dette. Derfor, så længe at politiske beslutninger bliver vurderet ud fra deres kortsigtede og lokale konsekvenser (herunder mulighed for at blive genvalgt), så er der ingen mulighed for at undgå de negative konsekvenser af grænserne for vækst.
Eftertiden for Club of Rome – nye strategier for bæredygtig udvikling
Club of Rome og forfatterne bag Limits to Growth har ofte italesat behovet for en samlet global indsats for at bekæmpe verdens miljøproblemer og overudnyttelsen af klodens ressourcer. Indgåelse af internationale aftaler anses således også bredt set for at være det rette svar på løsningen af globale udfordringer, men det har vist sig ikke at være en let at levere løsningerne, om end det ikke burde være umuligt.
Et klassisk eksempel på en succesfuld global løsning var håndteringen af CFC-gasser som truede med at ødelægge ozonlaget, og dermed beskyttelsen mod ultraviolette stråler. Efter årelange forhandlinger blev CFC-gasser gjort forbudt ved en global aftale indgået i 1987. Tilsvarende er der indgået globale aftaler mod prøvesprængninger af atomvåben i atmosfæren, aftaler mod antipersonel miner og overfor overfiskeri. Men en fælles global indsats for at løse klimakrisen, en meget større og mere kompleks problemstilling, har dog vist sig at være langt sværere at tackle, og trods afholdelse af klimaforhandlingsmøder (COP-møder) startende helt tilbage i 1995, så synes en egentlig løsning på klimakrisen fortsat at fortone sig i det uvisse.
Club of Rome´s oprindelige mission synes dog uforandret, og de udgav i 2018 (i anledning af 50-året for Club of Rome) en handlingsanvisende rapport ”Come on”, hvor man samtidig fastlagde en ny flerstrenget strategi med etableringen af 5 såkaldte “hubs”, således Climate-Planetary Emergency, Rethinking Finance, Reclaiming & Refraiming Economics, Emerging New Civilisation(s) og Youth and Intergenerational Dialogues [7]. Eftertiden må vise, om netværket igen får succes med at anspore en debat, der kan overbevise verden om nødvendigheden af at sætte handling bag ordene om de globale bæredygtighedsmål, herunder om nødvendigt, med en strategi som baserer sig på andet end uendelig vækst på en begrænset planet.
Udvalgte referencer:
1) The Limits to Growth – a report to the Club of Rome
http://www.donellameadows.org/wp-content/userfiles/Limits-to-Growth-digital-scan-version.pdf
2) Johan Rockstrøm et al. A safe operating space for humanity.
Nature, volume 461, pages 472–475 (2009)
3) Earth Commission – Global Commons Alliance
https://earthcommission.org/
4) Graham M Turner: A comparison of The Limits to Growth with 30 years of reality.
Global Environmental Change, Volume 18, Issue 3, August 2008, Pages 397-411.
5) Ugo Bardi: The Limits to Growth revisited. 2008.
https://www.amazon.com/Limits-Growth-Revisited-SpringerBriefs-Energy/dp/1441994157
6) Yep, it’s bleak, says expert who tested 1970s end-of-the-world prediction. Guardian 25. Juli 2021.
https://www.theguardian.com/environment/2021/jul/25/gaya-herrington-mit-study-the-limits-to-growth
7) Club of Rome – impact Hubs
https://www.clubofrome.org/publication/the-limits-to-growth/
