By & Havn sagsøger Ingeniøren over kritisk Lynetteholm-leder. Men kender du afsløringerne?
”Lynetteholm-undersøgelse endte i et korrumperet mørkekammer”.
Sådan lød den oprindelige overskrift efter en række afslørende artikler, som sætter store spørgsmål ved uvildigheden i miljørapporterne om Lynetteholms såkaldte prop-effekt.
Det er en ret vild historie, så følg lige med her.
Lynetteholm er placeret oveni det vigtige Kongedyb som transporterer saltholdigt vand ind i Østersøen. Den blokering er voldsomt kritiseret af flere bekymrede eksperter, som advarer om katastrofale konsekvenser for livet i Østersøen.
Men By & Havn, og politikerne der støtter Lynetteholm, afviser bekymringen ved at holde en rapport fra DHI foran sig, som kalder blokeringen for ubetydelig.
Men ingeniøren afslørede forleden at DHI oprindeligt vurderede prop-effekten som "potentielt kritisk stor". En tidligere DHI-divisionsdirektør vurderer at DHI rådgav By & Havn om, hvordan blokeringseffekten kunne dækkes af et røgslør.
Miljørapporten, og de modeller DHI har brugt, ender med at skulle efterprøves af en uvildig tredjepart, efter kritik blandt andre fra de svenske myndigheder.
De anerkendte konsulenthuse som ligger i Østersøen, afvises på forhånd af By & Havn, med argumentet om at de potentielt er inhabile. I stedet vælges hollandske Deltares, som By & Havn i forvejen havde været i dialog med om at tage opgaven.
Men Ingeniøren afslører at konklusionen var givet på forhånd.
DHI - som tog dialogen for By & Havn - bad Delatres om at bekræfte, at påvirkningen er »relativt beskeden og lokal« og at gennemstrømningen »er upåvirket af Lynetteholmen«. Deltares bekræftede eksplicit, at konsulenthuset havde forstået opgaven som, at By & Havn »ønsker at få bevist, at miljøeffekterne af Lynetteholm på Østersøen er ubetydelige«.
Lyder det uvildigt i dine øre?
Hvis Lynetteholm potentielt kan ende med at dræbe det sårbare plante og dyreliv i Østersøen, er det så ikke essentielt med uvildige gennemgribende undersøgelser inden man blokerer? Hvis alt fra ålegræs til torsken uddør, vil det også føre til øget udledning af drivhusgasser og samtidig kraftigt svække Østersøens evne til at binde CO2, i disse afgørende årtier.
Rapporterne har været dybt kritiseret, men bruges til stadighed som skjold mod kritikere. Derfor er ingeniørens afsløringer utroligt vigtige at få frem i lyset.
Også oceanograf og hydrauliker Morten Holtegaard undrer sig meget over DHI og Deltares konklusioner. I vores podcast siger han:
"DHI's rapport er ubrugelig (…) Vi ved reelt ikke, hvad der kommer til at ske med Østersøen og hvor stor blokeringen er, for rapporten kan vi ikke bruge til noget. Kikker man på det Deltares har gennemgået: De har fundet fejl, på fejl, på fejl og alligevel ender de med at komme med en vag konklusion om at modellen er realistisk, men de fortæller ikke, hvad det er der er realistisk. Så det kan man undre sig meget over…"
Holtegaard er selv kommet frem til at blokeringseffekten er mellem 8 og 21 gange højere end DHI's beregninger.
Som en af de få #dkmedier har Ingeniørens virkelig indtaget rollen som vagthund overfor Lynetteholm. Deres vigtige gravearbejde har givet pote og sat fokus på de store risici når beslutninger om gigantiske projekter træffes i et "middelalderligt mørkekammer".
Vi håber, at stævningen vil have den effekt at flere opdager og deler Ingeniørens flotte gravearbejde.
I Klimabevægelsen er vi også enormt bekymrede overfor validiteten af tallene i miljøkonsekvensrapporterne og måden Lynetteholm er gennemtrumfet.
Derfor har vi bedt landsretten om at bremse byggeriet. I retssalen kan vi få sandheden frem og sætte en stopper for sorte infrastrukturs-projekter som gennemføres med misvisende miljøkonsekvensrapporter.
Vi håber, at du vil støtte op om vores retssag ved at blive medlem af foreningen og læse mere på rettensvej.dk
Læs mere om de spændende afsløringer fra Ingeniøren:
Lederen: https://ing.dk/holdning/lynetteholm-undersoegelse-endte-i-et-middelalderligt-moerkekammer
Fra potentielt kritisk til ubetydelig: https://ing.dk/artikel/dhi-aendrede-sin-vurdering-af-lynetteholms-propeffekt-fra-potentielt-kritisk-til-ubetydelig
Deltares fik på forhånd tilsendt den ønskede konklusion: https://ing.dk/artikel/ledende-spoergsmaal-og-ladede-formuleringer-i-undersoegelse-af-lynetteholms-propeffekt
Konsulenthuse ikke inhabile: https://ing.dk/artikel/jurist-havns-argument-om-konsulenter-fra-oestersoelande-er-inhabile-i-lynetteholm-holder
Propeffekt kan være 21 gange større end antaget: https://ing.dk/artikel/havforsker-lynetteholms-propeffekt-kan-vaere-21-gange-stoerre-end-antaget