Aarhus kommune sætter en pris på CO2-forureningen
15. januar 2022 I Nyhed
Borgmester i Aarhus kommune, Jacob Bundsgaard (Socialdemokratiet), har netop meddelt, at han ønsker at indføre en pris på forurening på kommunens indkøb.
Initiativet kommer efter at Klimabevægelsen i Danmark sammen med en række andre organisationer førte en stor kampagne under kommunalvalget. Her forpligtede hele 20 pct. af alle indvalgte byrådsmedlemmer i landets kommuner sig blandt andet på, at indføre en intern pris på CO2-forurening.
Til Jyllands-posten forklarer Jacob Bundsgaard, at den ønskede effekt er at: »Varer, der har en høj CO2-udledning, bliver dyrere, og varer, der har en lav CO2-udledning, bliver relativt billigere. Det betyder, at når man skal træffe en beslutning om at købe det ene eller andet produkt, er der er en økonomisk fordel ved at købe det produkt, der har den lave CO2-udledning.«
Allerede under valgkampen, den 31. november 2021, foreslog Liv Gro Jensen (Socialistisk Folkeparti) at indføre en intern pris på CO2-forurening, og forslaget blev videresendt til magistraten, efter behandling i byrådet.
Til Jyllands-posten forklarer Liv Gro Jensen, at: »Det er gode tegn, og så er det en total positiv overraskelse, at vi så kort tid efter vores forslag hører, at der kommer noget på det. Det lyder helt stjernefantastisk, at vi rykker på det nu. Jeg er glad. Det kommer til at have en kæmpe betydning for, hvordan vi i Aarhus køber ind, men også for bevidstheden hos os som byråd og i alle led i kommunen.«
Klimabevægelsen i Danmark er glade for den gode udvikling, som ifølge Sekretariatsleder Frederik Roland Sandby, vil være med til at presse både regeringen og andre kommuner, til at gøre det oplagte, og sætte en pris på CO2-forurening: »Det siger sig selv, at hvis vi vil bremse klimaforandringerne i tide, så er det nødvendigt at regulere markedet, således at forurenerne betaler for sin CO2-forurening. Ellers er der ingen motivation, til at producere varer og ydelser grønt. Vi ved, at den socialdemokratiske regering har udvist stor modstand over for en national CO2-afgift, og når Christiansborg nøler, så er det vigtigt, at kommunerne går foran an og tager lederskab.«
Aarhus kommune vil ifølge Frederik Roland Sandby, ikke være den eneste kommune, som tager skridtet, og indfører en kommunal pris på CO2-forurening: »Vi har mødt meget stor opbakning til vores krav både under og efter kommunalvalget, og et meget stort antal af både menige byrådsmedlemmer, og borgmestre, har forpligtet sig på, at sætte en pris på CO2-forurening i deres kommune. Derfor vil vi den kommende tid se en tiltagende opbakning til denne type politik rundt om i kommunerne.«
Klimabevægelsen i Danmark arbejder i øvrige på, at udvikle en model, som gør det let at indføre en pris på CO2-forurening i kommunerne, og dermed regulere det svimlende store beløb, som kommunerne hvert år kommer ind for i de offentlige indkøb.