Vil du gøre kommunalvalget til et Klimavalg? Så er det dig, vi leder efter som projektleder!
19. april 2021 I Frederik Sandby
Er du en erfaren og talentfuld projektleder, som brænder for den bæredygtige omstilling af Danmark og at skabe et solidt netværk i den danske klima-græsrodsbevægelse?
Klimabevægelsen i Danmark søger en projektleder, der kan koordinere en større national kommunalvalgskampagne.
I Klimabevægelsen ønsker vi at øge unges viden om og engagement i demokratisk deltagelse og politik, så de klædes på til at deltage i og blive medskabere af en grøn samfundsudvikling. Med kampagnen forventer vi, at flere kommuner efter valget kan og vil forpligte sig på at gennemføre lokal grøn omstilling.
Vi ønsker at have aktiviteter i alle kommuner i Danmark. Den centrale koordinering af projektet varetages af Klimabevægelsens sekretariat, der har kontor i København, men med tæt samarbejde med vores lokalgrupper, der dækker en lang række kommuner i hele landet.
Til rollen som projektleder er der behov for en medarbejder som trives med at arbejde i en fleksibel og travl frivilligbaseret organisation. Vi har brug for en person, som er dygtig til at koordinere med de frivillige, varetage logistisk arbejde og kommunikere med en mangfoldig gruppe mennesker.
Dine arbejdsopgaver
Som projektleder får du ansvar for at lede målopfyldelse og fremdrift i projektet. Dette vil ske i samarbejde med Klimabevægelsens politiske ledelse. Konkrete arbejdsopgaver vil inkludere:
Udvikling og koordinering af kampagnens events, herunder sparring med lokale arrangører. Kampagnen har som mål at afholde oplæg og workshops i samtlige kommuner, samt vælgermøder og demonstrationer i mange kommuner. Derudover vil vi som led i kampagnen afholde både sociale aktiviteter for kampagnegrupperne, nationale strategidage og debrief workshops.
Afrapportering vedr. målopfyldelse og projektevaluering.
Koordinering af uddannelsesdage i Klimabevægelsens Klimaakademi med henblik på uddannelse af et stærkt kampagnehold.
Udvikling og udbredelse af et handlingskatalog vedr. konkrete handlemuligheder, der kan hjælpe aktive i de forskellige kommuner i gang med både at mobilisere andre aktive og sætte politiske mål.
Derudover forestiller vi os, at du:
Kan arbejde selvstændigt og tage ejerskab.
Har et godt overblik og er god til at holde styr på forskellige opgaver på én gang, samt koordinere med mange mennesker på én gang.
Er god til at skrive og redigere tekster på fejlfrit dansk.
Er vant til at arbejde sammen med andre, også uden for dit eget fagfelt.
Har erfaring med politisk kampagnearbejde, samt ledelse heraf.
Tør føre ordet i mellemstore forsamlinger.
Er fleksibel og kan håndtere, at vi ofte ændrer kursen undervejs.
Har gode IT-kundskaber.
Tidligere erfaring med arbejde og mobilisering af unge, samt kendskab til vores organisation, vores aktive grupperinger og dansk klimapolitik er en fordel.
Da stillingens arbejdsopgaver centrerer sig omkring kommunalvalget i november 2021, er det vigtigt, at den rette kandidat er indstillet på, at der i månederne op til valget kan forekomme perioder med spidsbelastning og øget arbejdstempo. Derudover vil der generelt for stillingen til tider være behov for både aften- og weekendarbejde fx i forbindelse med afvikling af kampagnens forskellige events.
Om os
I Klimabevægelsen arbejder vi for strukturelle løsninger på klimakrisen. Her har vi en national klimalov, der bl.a. skal løftes lokalt af kommunerne og derfor er det vigtigt, at vi får gjort kommunalvalget i 2021 til et klimavalg.
Klimabevægelsen i Danmark er en organisation i rivende udvikling, hvor vi sætter pris på hinanden, og sammen bidrager til et godt arbejdsmiljø. Vi er ikke bange for at være ambitiøse i vores klimapolitiske tilgang, og derfor håber vi, at du vil være med til at udvikle organisationen og arbejde sammen på tværs af medlems- og kampagnegrupper.
Du vil være ansat i Klimabevægelsens sekretariat, som vil være med til at udfolde kampagnen. Derudover vil du varetage rollen som projektleder for Klimabevægelsens kommunalvalgskampagne, hvori der indgår tre andre ansættelser, som besættes senere hen.
Vi tilbyder
Tidsbegrænset stilling fra 1. juni 2021 til og med 31. marts 2022, dog med mulighed for tiltrædelse allerede i maj 2021.
Arbejdssted: efter aftale, men med mødetid på Rentemestervej 80, København NV, ugentligt.
Cirka 37 timer om ugen med en månedsløn på 27.235 kr. inkl. ferie.
Interesseret?
Henvend dig til formand Frederik Roland Sandby for nærmere information om projektet eller ansættelsen.
Jobansøgning samt CV skal sendes til sandby@klimabev.dk senest den 26. april 2021 kl. 12.00.
Vi forventer at afholde samtaler mellem den 29. april til 6. maj.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Kontaktinformation:
Frederik Sandby
+45 2295 4047
sandby@klimabev.dk