Tørke, store nedbørsmængder og ændring i dyr og planters levevilkår skaber så store konsekvenser for de afrikanske Maasaiér og de phillipinske Ibaloy at de ikke længere kan brødføde sig selv gennem naturen. Men det er ikke deres eneste udfordring. Dette forstærkes af, at det internationale samfund ikke vil tilkende dem basale menneske rettigheder, som eksempelvis retten til deres traditionelle levebrød, og til at praktisere deres traditionelle livsstil, siger Sille Stidsen, programkoordinator hos IWGIA*

Retten til mad er en basal menneskerettighed, som vi alle nyder - eller i hvert fald næsten alle. Når klimaforandringer ændrer indfødte folks mulighed for at brødføde sig selv, så betyder det, at de helt basalt set slet ikke nyder deres grundlæggende ret til at leve i overensstemmelse med deres egne traditioner.

Det burde vi i Danmark, med vores lange tradition for u-landsengagement naturligvis gøre noget ved. Det gør vi bare ikke - tværtimod. Den vestlige verden - herunder både Danmark og Sverige - forstærker i stedet de indfødte folks marginalisering. Det sker når vi i vores jagt på biobrændsel til nedbringelse af vores CO2-udledning ser det som vores ret at rydde den skov og beslaglægge den jord, som de indfødte folk lever af.

Samtidig har indfødte folk ikke de samme muligheder for at gøre opmærksom på deres problemer i internationale fora. Med få ressourcer (både økonomisk og uddannelsesmæssigt) er de konsekvent underrepræsenterede i de internationale forhandlingsfora, som eksempelvis FN. Ved internationale forhandlinger, som det netop forestående COP15, vil der blive forhandlet mellem stater, mens NGOér og græsrødder vil give deres besyv med. Men i ingen af disse fora er de indfødte folks ressourcer tilstrækkelige til at de virkelig kan blive hørt. De har enten ikke uddannelse nok, penge nok til at møde op - eller folk nok til at overvåge alle forhandlinger og slå til, når de afgørende formuleringer sker.

Ariklen er baseret på Klimabevægelsens filmarrangement med Sille Stidsen, IWGIA (herunder).
* IWGIA står for The International Work Group for Indigenous Affairs

Fredag den 19 Juni gæster forfatteren og miljøaktivisten Bill McKibben København.
I den forbindelse er det muligt at møde ham ved et seminar afholdt af Danske Kirkers Råds Klimagruppe.

Miljø og Klimapolitik er det, danskerne finder vigtigst for EU at tage sig af i den kommende tid, viser ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende. Og det kunne mærkes på den danske Klimabevægelses EU-klimadebat møde på IT-Universitetet i København den 28. maj.

Klimabevægelsen havde inviteret Kasper Elbjørn (V) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU), der begge stiller op til Europa-parlamentsvalget den 7. Juni. Klimabevægelsen havde også inviteret SF´s Anne Grete Holmsgård (MF) med til debatten for at få SFs syn på klimakrisen og på december måneds klimatopmøde i København, COP15.

Det fremgik af debatten at alle parter var enige i at en det er nødvendigt med en øget regulering af markedet for at fremme investeringer i ny klimavenlig teknologi, men parterne var til gengæld ikke enige om hvorvidt det skulle ske ved brug af ekstra afgifter på forurenende teknologi eller ved fjernelse af afgifter på ny og mere klimavenlig teknologi.

"Glædeligt er det dog, at Miljø og Klima er højt på dagsordenen hos både danskerne og hos EU-kandidaterne", konstaterer Klimabevægelsens talsperson, Thomas Meinert Larsen.
Læs hele referatet fra Klimabevægelsens EU-debatmøde hér.

_