STOP KLIMAKATASTROFEN
Vi vil, vi kan og vi skal!
PDF Udskriv Email

Vedtægter

Klimabevægelsens vedtægter (PDF)

Vedtaget på det stiftende møde den 2. marts 2008. Senest revideret efter foreningens landsmøde den 4. oktober 2008 , 1. Marts 2009 samt 28 Februar 2010.

Se:


§1 Navn og hjemsted

Klimabevægelsen i Danmark er en demokratisk og folkelig bevægelse med hjemsted i København.


§2 Formål

Klimabevægelsen i Danmark

  • arbejder for at stoppe menneskeforskyldt global opvarmning og dens uacceptable konsekvenser for mennesker og livet på jorden.
  • arbejder for en fælles løsning, som er solidarisk og retfærdig, både på lokal og global plan
  • arbejder for en klimapolitik, som tager udgangspunkt i den videnskabelige konsensus blandt klimaforskere. Vores grundliggende reference er den seneste rapport fra FNs klimapanel (1)


§3 Samarbejde

Vi vil samarbejde med alle organisationer, enkeltpersoner og parlamentariske repræsentanter, som deler vores formål, men altid forblive uafhængig af partipolitiske, økonomiske og religiøse interesser.


§4 Medlemmer

Medlem af Klimabevægelsen er ethvert individ, og enhver forening, organisation eller sammenslutning (dog undtaget politiske partier og politiske ungdomsorganisationer) som har tilsluttet sig bevægelsens grundlag og vedtægter skriftligt eller elektronisk. Alle medlemmer kan deltage i debatter, møder, kampagner og andre aktiviteter. Alle medlemmer opfordres til at skabe eller deltage i lokal- og temagrupper, som er det vigtigste demokratiske element i bevægelsens opbygning. Alle medlemmer kan suverænt deltage i Klimabevægelsens temagrupper, udvalg, netværk mv. - lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, under ansvar overfor bevægelsen.


§5 Grupper

Alle medlemmer kan frit stifte nye lokal- og temagrupper, så længe disse arbejder inden for bevæglesens grundlag og vedtægter. Landsudvalget skal orienteres om dannelsen af en ny gruppe, så dette kan annonceres i bevægelsen.

Kun én lokalgruppe kan dække det samme geografiske område. Lokal- og temagruper kan udtale sig om deres aktiviteter, i deres egen gruppes navn, men ikke i Klimabevægelsens navn. Offentlige udtalelser på vegne af hele bevægelsen må kun foretages af en talsperson eller en person, til hvem talspersonen har uddelegeret denne opgave efter aftale med landsudvalget.


§6 Landsudvalg

Klimabevægelsen koordinerer sit arbejde gennem et landsudvalg. To gange om året (i februar/marts og september/oktober måned) sammensætter landsmødet et landsudvalg ud fra følgende principper:

  1. Ved direkte valg vælges 7 LU-medlemmer, samt 1. og 2. suppleant.
  2. Alle stemmeberettigede deltagere i landsmødet skal stemme på 4 forskellige kandidater til LU. Afstemningen er hemmelig.
  3. De 7 kandidater med flest stemmer udgør landsudvalget, og de kandidater med 8. og 9. flest stemmer bliver henholdsvis 1. og 2. suppleant. 
  4. Landsudvalget konstituerer sig ved internt at udpege 2 ansvarlige for offentlige udtalelser og 2 økonomiansvarlige.
  5. Der tilstræbes bred repræsentation samt ligelig fordeling af kvinder og mænd.
  6. Lokalgrupperne og temagrupperne udpeger en repræsentant hver. Disse har observatør- og taleret til landsudvalgets møder, men ikke stemmeret.


En suppleant træder ind i landsudvalget, hvis et landsudvalgsmedlem udtræder. Hvis en talsperson eller økonomiansvarlig udtræder, vælger landsudvalget en midlertidig stedfortræder blandt landsudvalgsmedlemmerne.

Bevægelsens daglige administration forestås af landsudvalget. Bevægelsen tegnes af minimum 2 af landsudvalgets medlemmer, heraf dog 1 talsperson og 1 økonomiansvarlig.

Landsudvalget har desuden følgende opgaver (gerne ved uddelegering):

  1. At sikre gennemførelsen af landsmødets vedtagelser samt bevægelsens grundlæggende principper, og at tage initiativer til en udvikling af disse vedtagelser, hvor det kan være nødvendigt.
  2. At repræsentere Klimabevægelsen internationalt og nationalt i henhold til landsmødets retningslinier.
  3. At forberede landsmøder.
  4. At sikre bevægelsens daglige drift, herunder bl.a., at sikre demokratiet og at der foregår en god kommunikation mellem medlemmerne samt at bevægelsens medlemsregistrering fungerer.
  5. At sikre at al kommunikation gennem bevægelsens elektroniske system fungerer - herunder en fælles national hjemmeside med vejvisere til lokale grupper, temagrupper osv.
  6. At sørge for at lokal- og temagrupper har observatør-status i landsudvalget med taleret.
  7. At vejlede alle grupper, hvis der opstår problemer i forholdet mellem suverænitet og Klimabevægelsens grundlag og vedtægter.


Landsudvalget beslutter selv, hvor og hvor ofte de vil holde møde.

Landsudvalget sørger for rejseudligning i forbindelse med møder.

Landsudvalget tilstræber at beslutninger træffes ved konsensus. Ved eventuelle afstemninger træffes beslutninger ved almindeligt flertal.

Landsudvalgets udgifter afholdes af bevægelsen.

Dagsorden og referater offentliggøres.

Landsudvalget daglige drift foretages af et sekretariat, som landsudvalget nedsætter.

Landsudvalget sørger for at der bliver nedsat en IT gruppe samt andre relevante grupper med organisatoriske opgaver.

Landsudvalgsmøder indkaldes med mindst 7 dages varsel og er beslutningsdygtigt når mindst halvdelen af landsudvalgsmedlemmerne (4) er til stede.

Landsudvalgets medlemmer søger for at uddelegere opgaver, også dem, som er præget af ansvar og prestige, sådan at viden, kompetencer og selvtillid omkring det at organisere en bevægelse spredes internt i bevægelsen (undtagen økonomi/adgang til konti, som forbliver de økonomiansvarliges og landsudvalgets ansvar).


§7 Landsmødet

Bevægelsens højeste myndighed er landsmødet. Landsmødet er åbent for alle, men kun medlemmer som har betalt det vejledende kontingent har stemmeret og mulighed for at stille op til landsudvalget.

Der afholdes landsmøder to gange årligt i februar/marts og september/oktober.

På landsmødet skal følgende punkter være indeholdt i dagsorden:

  1. Vedtagelse af dagsorden.
  2. Valg af referent.
  3. Valg af ordstyrer.
  4. Beretning fra landsudvalget.
  5. Erfaringsudveksling fra lokal- og temagrupperne.
  6. Indkomne forslag.
  7. Økonomi;
  8. Aflæggelse af regnskab.
  9. Budget, fastsættelse af vejledende kontingent og fordelingsnøgle
  10. Handlingsplan og arbejdsprogram.
  11. Valg til landsudvalg (kun i februar/marts og september/oktober).
  12. Valg af revisorer (1 gang årligt).

Landsudvalget udarbejder dagsorden. Forslag til dagsorden skal være landsudvalget i hænde 3 uger før, således at det kan sendes ud på Internettet senest 2 uger før landsmødet, sammen med landsudvalgets økonomi-forslag (fordelingsnøgle og budget). Senest 1 uge før mødet skal evt ændringsforslag til økonomien være landsudvalget i hænde.

Ekstraordinært landsmøde kan indkaldes af landsudvalget eller hvis mindst 1/4 af medlemmerne ønsker det. Et ekstraordinært landsmøde indkaldes med dagsorden, med mindst 2 ugers varsel.

Landsmødets afgørelser træffes med almindeligt flertal.

Udover de 2 årlige landsmøder afholdes et sommermøde i juni måned. Dagsorden på sommermødet fastsættes af landsudvalget, men kan ikke indeholde nogen af punkterne f-l.

Landsudvalget sørger for rejseudligning.


§8 Økonomi

Klimabevægelsens medlemmer opfordres, men er ikke forpligtede, til at betale et årligt kontingent. Betaling af vejledende kontingent er dog en forudsætning for at kunne opstilles til landsudvalget og for at være stemmeberettiget ved afstemninger på landsmødet. Et medlemskab giver én stemme. Landsmødet fastsætter et vejledende kontingent.

Landsmødet fastsætter en fordelingsnøgle til lokalgrupperne og temagrupperne ud fra deres medlemstal og aktiviteter, efter forslag fra landsudvalget.

Lokale tema- og netværksgrupper styrer selv deres økonomi.

Budget, regnskab og revision er åbne.

Det er alene Klimabevægelsens nationale grupper, der kan søge landsdækkende fonde, forbund og foreninger om tilskud, koordineret med de økonomiansvarlige under landsudvalget. Lokalgrupper kan søge lokale fonde.


§9 Klimabevægelsens rummelighed

Klimabevægelsen er mangfoldig og medlemmerne har forskellige holdninger til mange ting. Vi tilstræber derfor en stor grad af selvbestemmelse i lokalgrupper/temagrupper/udvalg – under ansvar over for bevægelsens grundprincipper og vedtægter.

§9.1 Karantæne

Landsstyrelsen kan om nødvendigt pådømme karantæne for kortere perioder fra bevægelsens aktiviteter til medlemmer som på grov eller gentagen vis modarbejder formål, grundlag, etikette, vedtægter eller bestemmelser.

§9.2 Eksklusion

Såfremt et medlem til skade for Klimabevægelsen på grov eller gentagen vis modarbejder formål, grundlag, etikette, vedtægter eller bestemmelser kan eksklusion finde sted, når landsstyrelsen foreslår det på et landsmøde, og forslaget vedtages med 2/3 majoritet af de afgivne stemmer. Forslag om eksklusion skal indkomme mindst 2 uger inden Landsmødet, og skal fremgå af den udsendte dagsorden.


§10 Klimabevægelsens vedtægter er midlertidige.

Vedtægter besluttes med almindeligt flertal. De er på dagsordnen mindst én gang om året.


§11 Opløsning

Klimabevægelsen kan opløses ved almindeligt flertal på 2 på hinanden følgende landsmøder.

Bevægelsens formue overgår ved opløsning til en anden forening med lignende formål.

 

Bilag 1

Vejledende organisationsdiagram

Kommer snart!

 

Bilag 2: Forslag til lokalgruppestruktur

Dette forslag er ment som vejledning for lokalgrupperne. Den enkelte lokalgruppe kan frit tilpasse de forskellige elementer af strukturen til gruppens vilkår, for eksempel størrelse.

 

Lokalgrupper

Lokalgrupper er suveræne enheder i bevægelsen, og virker efter bevægelsens overordnede mission og etikette. Medlemmer med tilhørsforhold til et bestemt lokalområde kan oprette en lokalgruppe bestående af minimum 4 medlemmer.

Lokalgruppen registreres hos landsudvalget. Uden registrering hos landsudvalget kan lokalgruppen ikke få del i Klimabevægelsens budget.

Alle medlemmer af bevægelsen er relateret til en lokalgruppe efter eget valg.

Gruppemødet

Lokalgruppens højeste myndighed er gruppemødet. Gruppemødet afholdes mindst en gang om året (man kan vælge, ligesom Landsmødet, at afholde gruppemøder mere hyppigt i opstartsfasen). Regnskabet følger kalenderåret. Gruppemødet kan annonceres via internettet senest 3 uger i forvejen. Forslag til dagsorden skal være grupperådet i hænde senest 2 uger før mødets afholdelse, og skal offentliggøres via internettet for eksempel senest 1 uge før mødets afholdelse.

 

Det anbefales at alle valgte er på valg.

Gruppemøde kan eksempelvis indeholde følgende minimums-dagsorden:

Valg af dirigent, stemmetællere og referent

a) Fremlæggelse og godkendelse af grupperådets beretning

b) Godkendelse af budget og regnskab

c) Behandling af indkomne forslag

d) Forhandling om gruppens fremtidige aktiviteter

e) Valg af fx 4-8 medlemmer af grupperådet, samt af fx op til 4 suppleanter og 2 revisorer

f) Evt.

Ekstraordinært gruppemøde kan afholdes på tilsvarende vis, for eksempel hvis 1/4 af lokalgruppens medlemmer fremsætter begæring herom.

Grupperådet

Grupperådet fastsætter selv sin forretningsorden og organisationsform og konstituerer sig lige efter gruppemødet. Grupperådet leder, udvikler og administrerer lokalgruppen i overensstemmelse med Klimabevægelsens mission og etikette, og kan uddelegere ansvar til arbejdsgrupper, og udvalg som kan arbejde med lokalgruppens aktiviteter.

 

(1) Med det forbehold at der kan komme ny viden på området, som Landsmødet kan beslutte at forholde sig til.